Optakt: AG København-Skjern

D. 08-11-2011 kl. 08:05
Optakt: AG København-Skjern
 Der kæmpes altid til det sidste, når Skjern og AG København støder sammen.

Mikkel Hansen og AG København er værter, når Skjern Håndbold kommer på besøg i pokalturneringens kvartfinale.

Af Kenneth Thygesen

Der venter en ægte håndboldlækkerbisken, når TV2 Sport onsdag aften sender direkte fra Brøndby Hallen, hvor Mikkel Hansen og co. hører til.

Skjern Håndbold skal nemlig på besøg hos mestrene og pokalvinderne fra AG København i pokalturneringens kvartfinale, hvor en sejr giver adgang til Final Four i Aarhus i februar.

I sidste sæson ramlede AG København og Skjern også sammen i pokalturneringen, men denne gang i semifinalen ved Final Four-stævnet. En højdramatisk semifinale sluttede uafgjort efter et imponerende AGK-slutcomeback. I den forlængede spilletid var det københavnerne, der trak det længste strå – og senere vandt pokaltitlen.

Den bitre oplevelse kan nu revancheres for Skjern Håndbold, der i de seneste par kampe har vist en fornyet tro på tingene. Uafgjort i Nordsjælland blev efterfulgt af en hjemmebanesejr over DM-kandidaterne fra BSV, hvorfor troen og selvtilliden for alvor er tilbage hos vestjyderne.

Skjern-spillerne har dog aldrig besejret AG København trods adskillige tætte kampe. I de fire indbyrdes opgør er to kampe endt uafgjort efter 60 minutter, mens københavnerne har vundet to.

Hvem Skjern Håndbold eller AG København skal møde i Final Four-semifinalen er uvist, men de tre andre Final Four-deltagere er dog fundet. De tre hold er Aalborg Håndbold, 1. divisionsklubben Ajax København og Nordsjælland Håndbold.

Kamptidspunkt: Onsdag den 9. november kl. 20.00 – se kampen direkte på TV2 Sport.

Støt vores sponsorer