Optakt: BSV-Skjern

D. 07-02-2012 kl. 08:26
Optakt: BSV-Skjern

 

Tim Winkler og co. gæster i morgen aften i cheftræner Krister Lindgrens officielle debut DM-sølvvinderne fra BSV.

For knap halvanden uge siden blev Kasper Søndergaard hyldet som europamester side om side med Kasper Nielsen, Niklas Landin og Rasmus Lauge. Onsdag aften står Søndergaard overfor guldkammeraterne, når Skjern gæster BSV i Silkeborg.

Af Kenneth Thygesen

Skjern Håndbold kunne stort set ikke åbne forårssæsonen på en mere udfordrende måde, end tilfældet er onsdag aften. DM-sølvvinderne fra BSV venter i egen hule med tre nykårede europamestre på holdkortet.

Utvivlsomt en svær opgave for Skjern-mandskabet, der med EM-guldvinder Kasper Søndergaard i spidsen skal forsøge at hente den første sejr i Silkeborg Hallen siden år 2005.

EM-pausen er for Skjern Håndbolds vedkommende blevet brugt til skifte ud på cheftrænerposten, hvor Krister Lindgren har afløst Veroljub Kosovac. Svenske Lindgren har kontrakt indtil sommer og får således sin officielle debut på Skjern-bænken i morgen aften.

Mens Kasper Søndergaard har kæmpet i Serbien, har Lindgrens tropper trænet stenhårdt tilbage i det vestjyske, hvor det blandt andet er blevet til to træningskampe med henholdsvis sejr over SønderjyskE og nederlag til Team Tvis Holstebro.

Sidste gang Skjern og BSV krydsede klinger var tilbage i slutningen af oktober, hvor de grønblusede vandt 22-21 foran 2284 tilskuere i Skjern Bank Arena.

Per Leegaard er definitivt ude af opgøret, mens Claus Møller Jakobsen er tvivlsom med en hælskade.

Kampstart: Onsdag den 8. februar kl. 19.00.

Støt vores sponsorer