Optakt: Skjern-Aalborg

D. 16-12-2011 kl. 08:14
Optakt: Skjern-Aalborg
Thomas Klitgaard (billedet) har ligesom Kristian Gjessing og Lasse Mikkelsen en fortid i Aalborg.

Formstærke Skjern tager lørdag eftermiddag imod de nordjyske stjerner fra Aalborg Håndbold.

Af Kenneth Thygesen

Med fem sejre og et uafgjort resultat i de seneste seks kampe er Skjern Håndbold ligaens næstmest formstærke mandskab – kun overgået af AG København. Den opadgående Skjern-formkurve blev yderligere forbedret, da lokalrivalerne fra Team Tvis Holstebro i tirsdags i egen hule måtte se sig slået af rivalerne fra Skjern.

Derfor er det et Skjern-mandskab med masser af selvtillid, der lørdag eftermiddag tager imod de tidligere mestre fra Aalborg Håndbold. Nordjyderne har haft et turbulent efterår med trænerfyring og flere overraskende nederlag til bundhold, men samtidig et efterår med kvalifikation til pokalturneringens Final Four og en imponerende udebanesejr over AG København.

Den nye cheftræner i det nordjyske, norske Robert Hedin, råder over en smal, men yderst stærk trup med en stjerneparade af store profiler som eksempelvis Jonas Larholm, Henrik Møllgaard, Ole Erevik, Håvard Tvedten og ikke mindst topscorer Kristian Kjelling.

Netop Kristian Kjelling var den helt store profil, da de to hold mødtes i september. Her scorede Kjelling hele 13 mål, men alligevel vandt Skjern kampen med 29-28 efter en matchvinderscoring af Kasper Søndergaard i de døende sekunder.

Inden lørdagens kamp er Aalborg nummer seks i tabellen med fem point op til Skjern på fjerdepladsen.

Kamptidspunkt: Lørdag d. 17. december kl. 16.00 - kampen vises direkte på TV2 Sport.

Støt vores sponsorer