Optakt: Skjern-BSV

D. 29-10-2011 kl. 12:12
Optakt: Skjern-BSV
Skjerns Jacob Østergaard står igen overfor BSV-profilen Rasmus Lauge, når de to hold søndag mødes i Skjern.

Skjern Håndbold kommer på en svær opgave, når DM-sølvvinderne og Champions League-deltagerne fra Bjerringbro-Silkeborg (BSV) søndag eftermiddag gæster Skjern Bank Arena.

Af Kenneth Thygesen

Med flot fight og god moral fik Skjern tilkæmpet sig et tiltrængt point, da man i sidste weekend var på besøg i Nordsjælland.

Det uafgjorte resultat på 30-30 var ikke blot et vigtigt point i forhold til at holde trit med toppen, men også et vigtigt point for de mentalt hårdtbelastede Skjern-spillere, der har været igennem en svær periode i den seneste måneds tid.

Ifølge flere af profilerne er holdet på vej tilbage i den rigtige retning både spillemæssigt og mentalt, og i de næste par uger kan man se, hvad Skjern-spillerne i virkeligheden er lavet af, idet storklubber som BSV, AG København og KIF Kolding venter i de tre næste kampe.

Første opgave er søndagens modstander fra BSV, der efter en flot sæson med DM-sølv sidste år igen har vist, at de vil spille en rolle i medaljekampen. BSV’erne er nummer tre i tabellen med fire points ned til Skjern på sjettepladsen.

BSV-cheftræner Carsten Albrektsen har udtalt, at han råder over den bedste BSV-trup nogensinde, hvilket ikke er en overraskende udmelding, når man kigger på det midtjyske holdkort. Her finder man nemlig adskillige store navne som eksempelvis Niklas Landin, Rasmus Lauge, Kasper Nielsen, Espen Lie Hansen og Robert Arrhenius.

Ser man på statistikken er BSV-mandskabet favorit til at nuppe de to points i Skjern, idet midtjyderne således har vundet i fire ud af de seneste fem indbyrdes opgør.

Seneste Skjern-sejr over BSV var i sidste efterår, hvor Thomas Klitgaard med ti mål var med til at sende titelaspiranterne hjem med et nederlag på hele 31-23.

Kamptidspunkt: Søndag den 30. oktober kl. 17.00.

Støt vores sponsorer