Optakt: Skjern-HC Dinamo-Poltava

D. 24-11-2011 kl. 21:22
Optakt: Skjern-HC Dinamo-Poltava
Ukrainske HC Dinamo-Poltava har 11 spillere, der tidligere har spillet i Champions League.

Fire års europæisk tørke er ovre, når Skjern Håndbold lørdag eftermiddag møder ukrainske HC Dinamo-Poltava i EHF Cuppen. Læs alt hvad der er værd at vide om de ualmindeligt fysisk stærke ukrainere her.

Af Kenneth Thygesen

Efter ni års europæisk håndbold i træk måtte Skjern i år 2007 sande, at det europæiske eventyr for en stund var ovre. Fire år senere træder Skjern Håndbold nu igen ind på den europæiske scene, når ukrainske HC Dinamo-Poltava lørdag eftermiddag gæster Skjern Bank Arena.

Skjern Håndbold deltager i år i EHF Cuppen, der er den næststørste europæiske turnering efter Champions League. I sæsonen 2004/2005 og sæsonen 2006/2007 deltog Skjern ligeledes i EHF Cuppen, hvor det blev til en plads i henholdsvis tredje runde og semifinalen. Udover Skjern deltager også Nordsjælland Håndbold i dette års EHF Cup.

Masser af Champions League-erfaring
Lørdagens ukrainske modstandere blev i sidste sæson nummer to i den ukrainske liga, og ukrainerne har endnu ikke i klubbens 15-årige levetid sikret sig det nationale mesterskab. I europæisk sammenhæng er HC Dinamo-Poltava relativt ukendte, idet klubben blot har deltaget i europæisk håndbold én gang tidligere. Det skete i sæsonen 2008/2009, hvor holdet nåede ottendedelsfinalen i Challenge Cuppen.

Den ukrainske spillertrup har dog ikke en ringe europæisk erfaring – tværtimod. 11 spillere i truppen har nemlig Champions League-erfaring, hvor specielt de to russiske bagspillere, Alexey Peskov på højreback og Victor Kovalenko på venstre back, skiller sig ud med adskillige års deltagelse i Champions League.

Ukrainske bjørne
HC Dinamo-Poltova består primært af ukrainere kombineret med fire russere og en enkelt rumæner. Holdet ledes af cheftræner Andrew Portnoy Anatol, der råder over en spillertrup med en enorm fysisk styrke. 11 spillere er ifølge Europæisk Håndbold Forbunds oplysninger over 194 centimeter, hvoraf fem spillere er over to meter.

Skjern Håndbold har blot én gang tidligere mødt et ukrainsk mandskab, hvilket skete i Champions League i 1999, hvor man tabte både ude og hjemme til mesterholdet Zaporozhye.

Kamptidspunkt: Lørdag den 26. november kl. 15.30.

Støt vores sponsorer