Optakt: Skjern-Skive

D. 29-11-2011 kl. 08:11
Optakt: Skjern-Skive
Skjern-spillerne har ikke tabt i de seneste fem ligakampe.

Aalborg Håndbold og Århus Håndbold har fået stryg på hjemmebane, mens tophold som AG København, Kolding og BSV har hentet smalle sejre. Topholdens onde ånd fra Skive fH gæster onsdag aften Skjern Bank Arena.

Af Kenneth Thygesen

Viborg-skuffelsen sidste onsdag blev hurtigt vasket væk med en storsejr over ukrainske Dinamo-Poltava i EHF Cuppen. Sejren lød på hele 12 mål, hvilket gav fornyet selvtillid forud for onsdagens hjemmekamp mod Skive.

På papiret burde der være klasseforskel, men trods 530 A-landskampe og en god bunke medaljer til forskel bliver onsdagens hjemmekamp med garanti en svær opgave for de grønne vestjyderne.

Modstanderne fra Skive fH, der noget misvisende blot har fire point på tavlen, har nemlig leveret en spillemæssig imponerende første spillerunde, hvilket også har kastet flotte udebanesejre i Aalborg og Aarhus af sig.

Derudover har skibonitterne formået at spille næsten lige op med hold som AG København, BSV, Kolding og netop Skjern. De fire hold har dog alle besejret Skive, men det blot med et enkelt eller to mål.

På trænerposten i Skive fH sidder en erfaren håndboldræv ved navn Kurt Nielsen, der har en stor håndboldfortid i blandt andet Team Tvis Holstebro. Cheftræner Nielsen råder over et ungt Skive-mandskab, der blandt andet tæller målmandstalentet Kristoffer Lauersen og duoen Morten Post og Michael Pedersen, der til sammen har scoret 110 mål i denne sæson.

Skive fH tog i sommers hul på den første sæson nogensinde i landets bedste række, hvorfor det hidtil blot er blevet til et enkelt opgør mod Skjern. Den kamp vandt Skjern tilbage september med 25-24.

Kamptidspunkt: Onsdag den 30. november kl. 19.00.

Støt vores sponsorer