Optakt: Team Tvis-Skjern

D. 12-12-2011 kl. 19:13
Optakt: Team Tvis-Skjern
Sæsonens første lokalopgør sluttede med en sejr til Team Tvis Holstebro på 27-24.

Skjern har ikke tabt i to måneder i ligasammenhæng, mens Team Tvis Holstebro blot har vundet en af de seneste seks ligakampe. Tirsdag aften tørner de to hold sammen i et spændende lokalopgør.

Af Kenneth Thygesen

Et brag af et lokalopgør er i vente tirsdag aften, hvor Team Tvis Holstebro på hjemmebane tager imod Skjern Håndbold.

Forud for tirsdagens lokalbrag indtager de to mandskaber begge en plads i top fem i tabellen, hvor Skjern er nummer fire med et enkelt point ned til Team Tvis på femtepladsen.

Skjern tager til Holstebro med masser af selvtillid i bagagen efter knap to måneder uden nederlag i ligasammenhæng, hvorimod værterne er faldet i niveau efter en blændende start på sæsonen. Team Tvis Holstebro har således blot hentet en sejr i de seneste seks ligakampe.

Man skal dog ikke tage fejl af de formsvage vestjyder, der råder over en stor bredde med profiler som eksempelvis Jakob Green Jensen, Petar Nenadic, Mads Christiansen, Heino Holm Knudsen og ikke mindst unge Patrick Wiesmarch, der er klubbens topscorer.

Lokalopgøret tirsdag aften er det 29. af slagsen siden år 2000, men det er første gang, at Skjern spiller i Gråkjær Arena, der er Team Tvis Holstebros nybyggede hjemmebane med plads til knap 3.300 tilskuere.

De foregående 28 indbyrdes opgør har resulteret i 19 Skjern-sejre, 7 Team Tvis-sejre og to uafgjorte opgør.

Kamptidspunkt: Tirsdag den 13. december kl. 20.00 – kampen vises direkte på TV2 Sport.

Støt vores sponsorer