Personlig hilsen fra Daniel Svensson

D. 13-06-2016 kl. 08:00
Personlig hilsen fra Daniel Svensson
Daniel Svensson i en hård duel på banen, som vi kender ham bedst. I øjeblikket kæmper Svensson en endnu hårdere kamp uden for de stiplede linjer. 

Læs Daniel Svenssons personlige brev om det hårde sygdomsforløb og tankerne omkring comebacket i den grønne trøje.

Af Daniel Svensson

Hej alle i og omkring Skjern Håndbold.

Det er lidt længe siden jeg har givet lyd fra mig, så her kommer en lille update.

Jeg har i den sidste tid været hårdt presset af en rigtig hård kemokur.
Det såkaldte Høj Dosis Forløb (HDT), der også indebærer en omgang stamcelle behandling - af mine egne stamceller.

Det startede fredag den 13 maj, hvor jeg fik opereret et kateter ind i brystet. Igennem dette kateter fik jeg de næste mange dage kemo, stamceller, blod, blodplader og antibiotika. Det ligger under huden i brystet og har derfra en plastslange løbene i en vene ned til hjertet.

Der var store problemer med at få kateteret på plads i min venstre side. Faktisk måtte det opgives og flyttes over i højre side af brystet i stedet. Samtidig undrede lægerne sig og krævede det nærmere undersøgt.
Det viste sig ved en scanning onsdagen efter, at jeg har fået tre blodpropper i venstre arm. En i brystet, en i biceps og en i underarmen.

Derfor skal jeg tage blodfortyndende medicin de næste tre måneder.

Mandag den 16. maj  begyndte mit HDT forløb. Lige på og hårdt. Jeg skal have imellem 2-4 forskellige slags kemo om dagen. Den første slår hårdt og gør mig rigtig skidt tilpas. Så er vi ligesom igang.

Heldigvis går det "lettere" med de efterfølgende dage, da de næste typer kemo ikke er lige så hårde i indgiften. Indgift kaldes det, når stoffet gives. De slider dog mere og mere på mig og kroppen bliver langsomt udmattet.

Heldigvis har jeg Julie ved min side det meste af dagen. Hun arbejder på sygehuset i en anden afdeling og tager sin pc ned og sidder ved mig. Fredag d 20. fik jeg sidste omgang og kunne så holde pause weekenden over.

Minus 190 grader er mine stamceller frosset ned til, som jeg skal have tilbage i kroppen. De skal genopbygge mit immunforsvar ovenpå den foregående uges hårde omgang kemo.

Jeg blev kørt ind på en enestue kl. 08.00 om morgenen, mandag den. 23 maj. Inde længe skulle jeg have min tidligere høstede stamceller tilbage. De skal dog lige varmes lidt op, så min krop ikke får kuldechok. Det sker ved at de tilføres et stof - det stof stinker dog af rådden rødbede. Lidt som med hvidløg - jeg kan ikke selv lugte det, men det kan andre dog.

Jeg skal selv køle mine slimhinder i munden ned. Der foregår ved at spise pindis. På de 25 minutter det hele tager, spiser jeg 4 Astronaut og 4 Filur. Ret stærkt hvis jeg selv skal sige det.

Jeg er nu klar til at få det bedre. Så let er det bare ikke. Det tager nemlig små to uger inden stamcellernes virkning sætter ind. I den mellemliggende periode, får min krop det værre og værre.

Mine slimhinder gennem hele kroppen smadres langsomt. Jeg får svamp i munden, kan ikke tygge mad, har svær diarré, en infektion og feber.
Med feberen fulgte en antibiotika kur. Den fik jeg fire gange dagligt, bla kl 02.00 om natten.

Mine daglige blodprøver lå gerne imellem kl 07.00-07.30 om morgenen.

Mine blodtal var også nedadgående og dertil fulgte min energi. Jeg fik i flere dage poser med blod og enkelte dage blodplader. Kroppen var i bund, men det var sindet ikke.
Jeg var ude og gå små ture. Mindst en gang om dagen. To gange klarede jeg en tur i Zoo, hvor jeg havde gratis adgang som indlagt på Aalborg Sygehus.

Jeg tvang mig til at spise og drikke så meget som muligt. Selvom det var hårdt, så var jeg på mission.

Jeg skal tilbage.

Først til livet og derefter skal jeg på banen for Skjern.

Jeg har igennem hele mit forløb presset på for at komme hurtigt til. Jeg skal stå klar til at træne d 25.juli i opstarten. Nok ikke håndbold, men så alt det jeg kan.
Jeg har faktisk indgået væddemål med min læge om hvornår jeg kan spille.

Stålsat og hård, intet kunne pille mig ned. Jeg tog fejl. Jeg havde troet det ville vende hurtigere for mig og kroppen ville kunne komme sig før andres. Så tirsdag d 31.maj – dag nummer 15 på hospitalet, var der stadig ikke fremgang i mine tal. Jeg tabte modet totalt og gik kold. Jeg fald i et stort hul, stort sort mentalt hul. Jeg lå i min seng, som en lille tordensky. Jeg var træt og slidt. Jeg sov næsten hele den formiddag og eftermiddag.

Samme aften efter aftensmaden tog jeg mig et langt bad og fik overbevist mig selv om, at nu var det tid til at slås lidt mere.
Noget i min krop lyttede efter, for den efterfølgende morgen var der for første gang forbedringer i mine tal.

Efter yderlige to dage med fremgang, for både mine tal og min krop, blev jeg udskrevet fredag den 3.juni.

Jeg er stadig ret energi forladt og varmen tager hurtige den smule jeg har. Det bliver dog langsomt bedre dag for dag.

I den kommende tid skal jeg have opereret mit kateter ud af brystet. Jeg skal have en forberedende samtale og scanning, inden jeg begynder stråling i uge 26.
Det hele passer med at jeg er igennem alt min behandling inden den 25.juli.

Så er jeg klar til at komme tilbage i form og tilbage på banen i den grønne trøje.

Med venlig hilsen, Daniel Svensson

Støt vores sponsorer