Playmaker Mikkelsen: Det handler om os selv

D. 30-11-2011 kl. 13:22
Playmaker Mikkelsen: Det handler om os selv
Lasse Mikkelsen spillede en glimrende kamp med to mål til følge i lørdagens sejr i EHF Cuppen.

Det skal være slut med dumme pointtab på hjemmebane, lyder det fra Lasse Mikkelsen, der mener, at intensiteten og spændingsniveauet bliver afgørende.

Af Kenneth Thygesen

Skjern har i denne sæson uddelt tæsk til storhold og fået slag af bundhold. Om end forestående sætning er en smule karikeret, så passer det alligevel godt på Skjerns sæson i år, hvor imponerende sejre er blevet afløst af uforklarlige pointtab.

I aften har vestjyderne muligheden for at lukke ned for snakken om bundholdskompleks ved at besejre ligaens absolutte bundprop fra Skive.

Da Skive og Skjern sidst krydsede klinger, var det med et Skjern-mandskab i fuldstændig dominans i størstedelen af kampen, selv om det blev uhyre tæt til sidst. Efter 40 minutters spil i den kamp førte Skjern nemlig 24-16, og de takter skal findes frem igen.

”Vi havde fuldstændig styr på dem. Vores forsvar stod perfekt, og de formåede ikke at komme til afslutning, mens vi selv var skarpe foran mål i både kontrafasen og etableret angrebsspil,” fortæller Skjerns Lasse Mikkelsen om kampen i september, der endte med en smal Skjern-sejr på 25-24 trods føring på 24-16.

I sidste sæson gjorde Skjern rent bord med maksimum point mod de seks hold i den tunge ende af tabellen, men i år Skjern har haft store vanskeligheder i kampene mod bundholdene.

Besynderligt og uforklarligt set i lyset af at de grønne har besejret hold som BSV, Kolding, Aalborg og Århus.

”Der er ingen problemer med at finde intensiteten mod topholdene, men det har vi haft mod nogle af bundholdene. Vi har ikke været gode nok til at finde spændingsniveauet i 60 minutter mod de mindre gode hold, og det har vist sig at koste dyrt,” forklarer Lasse Mikkelsen og fortsætter:

”Det handler om os selv. Vi skal først og fremmest være ydmyge og respektfulde overfor opgaven. Skive har presset mange gode hold, og de kan også komme til at presse os, hvis vi ikke er klar. Vi må ikke smide flere point til bundhold på hjemmebane,” siger Lasse Mikkelsen.

Kampen mod Skive spilles i Skjern Bank Arena i aften kl. 19.00.

Støt vores sponsorer