"Den bedste sæsonstart nogensinde"

D. 27-09-2017 kl. 19:10
"Den bedste sæsonstart nogensinde"
Der er meget at juble over i øjeblikket, hvis man bærer den grønne Skjern-trøje. 

Svenske Markus Olsson og bestyrelsesformand Carsten Thygesen sætter ord på sæsonstarten, der betegnes, som den bedste nogensinde i klubbens 25-årige eksistens.

Af Nicklas Thygesen

For et døgn siden brød jublen løs på tilskuerrækkerne i en tætpakket Skjern Bank Arena.

Sejr nummer 30 over rivalerne fra Holstebro var en realitet – og endda med den største målforskel nogensinde.

Udover kæmpesejren over rivalerne, så har de vestjyske fans faktisk rigtig god grund til at juble i øjeblikket. Se med herunder.

- En Super Cup-titel
- Videre til kvartfinalerne i pokalturneringen
- En førsteplads i Gruppe C og maksimum point efter to runder i Champions League.
- Ubesejret i 888ligaen og med en førsteplads i behold.

De fire ovenstående punkter taler sit eget sprog, og bestyrelsesformand Carsten Thygesen er heller ikke bleg for at kalde sæsonstarten "den bedste nogensinde".

- Trænere, sundhedssektor og spillere har knoklet helt vildt i opstarten og har virkelig fortjent den flotte start. Jeg er imponeret over hvor hurtig det er gået med implementering af så mange nye spillere både socialt og sportsligt. En god start på en lang og udfordrende sæson giver energi i hele klubben. Det må betegnes, som den bedste sæsonstart i vores 25-årige historie, siger Carsten Thygesen, der bakkes op af Markus Olsson, som sætter lidt flere ord på den sportslige del.

- Vi har fået et langt højere bundniveau, vores kontrafase er blevet giftig, og så har vores defensiv stået fantastisk, siger Markus Olsson, der spillede en stor kamp i 11-målssejren over TTH Holstebro.

Støt vores sponsorer