"Sejren er så afgørende for os"

D. 08-11-2018 kl. 12:50
"Sejren er så afgørende for os"
Emil Nielsen og kollegaen Björgvin Gustavsson afgjorde kampen med flere store redninger i slutfasen. Foto: Steffen Bloch

Energien, udtrykket og aggressiviteten fremhævede Emil Nielsen efter søndagens sejr i Helsingør. 

Af Nicklas Thygesen

Der findes sejre, og så findes der de sejre, som bare betyder lidt ekstra.

Gårsdagens sejr var af sidstnævntes karakter, fortæller Emil Nielsen, der stod en brandkamp i målet med 16 redninger og sammen med kollegaen Björgvin Gustavsson afgjorde opgøret til vestjydernes fordel.

- Sejren er så afgørende for os. Vi har tabt dumme point rundt omkring, så hvert eneste point er vigtigt for os lige nu, siger Emil Nielsen og roser sit forsvar. 

- Drengene gik til den. De sidste par kampe har vi nærmest ikke fået en udvisning, men i går uddelte de tæsk og fik lavet nødvendige spilstop, som vi snakkede om inden kampen. 

- Det handler meget om udtrykket, som vi kommer med. Der skal vises følelser, uanset om det går godt eller skidt - for det giver energi til holdet, når der jubles efter scoring, en tackling eller en redning, siger Emil Nielsen.

Støt vores sponsorer