Rasmussen: Færre fejl i defensiven

D. 01-05-2016 kl. 15:30
Rasmussen: Færre fejl i defensiven
René Rasmussen er i gang med sin ottende sæson i Skjern-trøjen. 

Samarbejdet mellem René Rasmussen og Matthias Flohr er ifølge fløjspilleren blevet markant bedre i løbet af den seneste tid.

Af Nicklas Thygesen

I fraværet af sygdomsramte Daniel Svensson har tyske Matthias Flohr overtaget forsvarstjansen i vestjydernes højre side, hvor den tidligere Champions League-vinder danner makkerpar med René Rasmussen.

Et samarbejde, der ifølge René Rasmussen er blevet stærkere og mere sikkert i den seneste periode.

- Jeg har stået sammen med Daniel Svensson de seneste sæsoner, så det har selvfølgelig taget noget tid for at få det bedste ud af hinanden – men jeg synes vi er kommet langt, og har fået en markant bedre forståelse af hinanden i defensiven, siger Skjerns lynhurtige højrefløj og uddyber:

- Indimellem har vi haft nogle kommunikationsproblemer, hvilket er helt naturligt, men igennem den seneste periode har vi reduceret de små fejl, og har set skarpere ud – så det virker rigtig lovende, siger René Rasmussen, der på tirsdag skal i aktion igen, når SønderjyskE er modstanderen i den fjerde slutspilskamp. 

Støt vores sponsorer