Rasmussen glæder sig til vild kulisse

D. 09-03-2017 kl. 14:00
Rasmussen glæder sig til vild kulisse
René Rasmussen håber på massiv opbakning fra de tusindvis af tilskuere fredag aften. 

Selv på ligaholdet er billetkrigen begyndt inden fredagens opgør, fortæller René Rasmussen.

Af Nicklas Thygesen

Der er lagt op til en fest af de helt store, når HC Midtjylland i morgen gæster Skjern Bank Arena.

Over 3000 tilskuere har allerede sikret sig adgang til den jyske fight - og selv på Skjern-mandskabet har billetsituationen været oppe og vende.

- Vi har været i charmeoffensiven på Henning Kjærgaard. Det er ingen hemmelighed. Der er stor rift om billetterne, så vi håber direktøren kan trylle lidt billetter frem inden i morgen, fortæller René Rasmussen.

Den direkte duel på fløjene bliver som sædvanen tro mellem tvillingebrødrene, René og Jørgen.

Førstnævnte har aldrig tabt til brormand på hjemmebane i Skjern Bank Arena, og derfor har Jørgen været nødsaget til nye metoder, fortæller René Rasmussen. 

- Jørgen meldte fra til udekampen i Göppingen i går grundet sin svendeprøve. Men alle som er inde på livet af Jørgen, ved hvor meget opgøret i morgen betyder, så det kommer ikke som en overraskelse for mig, at han sad over. Han har behov for at spare kræfter og optanke mere energi, hvis de skal gøre sig forhåbninger om point, fortæller René Rasmussen. 

Kamptidspunkt:
Skjern Håndbold - HC Midtjylland spilles i morgen kl.19.30 i Skjern Bank Arena.

Opdateringer:
Live-updates på Skjern Håndbolds Twitter
- Halvleg/fuldtid på Skjern Håndbolds Facebook
- Liveupdates på www.tophåndbold.dk
- Skjern Håndbolds App

Støt vores sponsorer