Reaktionerne efter Flensborg: En flot holdpræstation

D. 08-08-2019 kl. 09:00
Reaktionerne efter Flensborg: En flot holdpræstation
Björgvin Gústavsson spillede en stor kamp for vestjyderne, og holdte værterne nede på 11 mål i første halvleg. 

Björgvin Gústavsson og Jonas Tidemand spillede en stor kamp for Skjern-mandskabet, som bed fra sig mod de forsvarende tyske mestre. Læs reaktioner fra begge to her.

Af Bjarke Sonne

Skjern-keeper Björgvin Gústavsson og nyerhvervede Jonas Tidemand gjorde begge en flot figur i gårsdagens træningskamp mod SG Flensborg-Handewitt.

Læs deres kommentarer om onsdagens kamp herunder.

Björgvin Gústavsson:
- Overordnet set var det en rigtig god kamp med masser af intensitet og aggressivitet. Det var en hård kamp mod en rigtig dygtig modstander. Modsat seneste kamp var vi meget mere klar og havde også en større gnist - det skal vi selvfølgleig fortsætte med, siger Skjerns islandske keeper. 

Den defensive præstation var for Björgvin Gústavsson en af de mange positive ting, som Skjern-mandskabet kunne tage med fra kampen.

- Defensivt bevæger vi os rigtig fornuftigt, og forsvaret gav mig rigtig gode betingelser i målet. Vores paradespil fungerede rigtig godt, samtidig med vi formåede at lukke deres skytter i bagkæden godt ned, siger Björgvin Gústavsson.

Jonas Tidemand:
- Jeg synes vi fik vasket pletten fra Skanderborg kampen væk. Selvom det ikke blev til en sejr, så var der rigtig mange positive ting vi kan tage med fra kampen, hvor vores defensiv er værd at nævne. Jeg er blandt andet selv i en ny konstellationen med Jonathan Stenbäcken, som allerede på nuværende tidspunkt ser rigtig lovende ud, siger Tidemand.

Det blev også til en masse spilletid for Jonas Tidemand i fraværet af Bjarte Myrhol, som var ude med sygdom til kampen. 

- Personligt var det også rigtig dejligt at spille en god kamp. Nu når Bjarte var ude med sygdom, var det rart at kvittere for tilliden med en god præstation - både offensivt og defensivt. 

Det var også til at mærke for Jonas Tidemand, der spillede stort set fuld tid i begge ende hele kampen igennem.

- Vi løb måske lidt tør for kræfter i 2. halvleg, men selvom de var ved at trække fra os, synes jeg alligevel vi viste god vilje og moral, og fik kæmpet os godt tilbage i kampen igen, siger Jonas Tidemand. 

Støt vores sponsorer