René R: Æren tilfalder taktikken

D. 03-10-2012 kl. 13:20
René R: Æren tilfalder taktikken
Skjern har haft det taktiske overtag, mener René Rasmussen.

Skjern-fløjen René Rasmussen anerkender Skjerns taktik som en af hovedårsagerne til den fine sæsonstart.

Af Kenneth Thygesen

Tre sejre i fire turneringskampe og videre avancement i pokalturneringen. Det er status for Skjern Håndbold efter lidt over en måned i den nye sæson.

Æren tilfalder ifølge Skjern-fløjen René Rasmussen det taktiske overtag fra sidelinjen..

"Rent taktisk har vi været gode til at omstille os både før og under kampene. Vi har været godt forberedte inden kampene, og i de taktiske småjusteringer undervejs har vi hurtigt rettet til.  Vi har i alle kampe med undtagelse af Kolding-kampen været taktisk et skridt foran," mener René Rasmussen.

Den hurtige højrefløj er dog også glad for Skjerns start på den nye sæson.

"Vi kan ikke klage over starten. Bortset fra svipseren i Kolding er vi kommet godt fra land, og vi kan ikke være andet end tilfredse," siger René Rasmussen og fortsætter:

"Vi tror på tingene og har tillid til hinanden. Det skaber en super stemning i truppen," siger Skjern-fløjen.

Støt vores sponsorer