Retfærdig deler i CL-drama

D. 07-10-2018 kl. 19:11
Retfærdig deler i CL-drama
Tandri Mar Konradsson sikrede vestjyderne det ene point med en parade i det sidste Zagreb-angreb. Foto: Steffen Bloch. 

De grønblusede sikrede sig et vigtigt point i jagten på videre avancement fra gruppespillet, da RK Zagreb søndag aften gæstede det vestjyske.

Af Nicklas Thygesen

En parade fra Bjarte Myrhols afløser i midterforsvaret, Tandri Mar Konradsson, sikrede vestjyderne det ene point i søndagens Champions League-opgør mod RK Zagreb.

Et vitalt og retfærdigt point til de grønblusede, der lige så vel kunne have stået uden – eller med begge point i hænderne efter mødet med Lino Cervars mandskab.

Anførerens afløsere performede
De danske og kroatiske mestre fulgtes ad gennem hele kampen, hvor ingen af mandskaberne formåede at trække afgørende fra.

Benjamin Jakobsen stillede fra start i fraværet af anfører Myrhol, og den brølstærke stregspiller gjorde det glimrende med fine scoringer.

I modsatte ende holdt islandske Tandri Mar Konradsson i samarbejde med Jonathan Stenbäcken i midterforsvaret kroaterne nede på et acceptabelt antal scoringer – til trods for at gæsterne upåklageligt spillede syv mod seks hele opgøret.

Sammen med to veloplagte herre i form Thomas Mogensen og Anders Eggert gik vestjyderne til pause med 14-14.

Cichosz-show og Eggert-tryllerier
En udvisning til Eivind Tangen i første halvlegs sidste sekund fik værterne på glat is efter pausen.

Tre hurtige kroatiske scoringer sendte gæsterne i front med 17-14, inden Nørgaard og Kronborg på Skjern-bænken fik vestjyderne tilbage på rette kurs.

Ikke mindst takket være tre elegante scoringer i træk af Anders Eggert. Først med en kontrascoring, dernæst en pragtfuld skruebold fra nul grader efterfulgt af et steal i forsvaret og scoring i tomt mål.

Høj klasse af Skjern-topscoreren, som overlod rampelyset til Christoffer Cichosz.

Cichosz overmatchede belgiske Qerimi i Skjerns højreside adskillige gange, vandt sine dueller og blev fodret med indspil fra Mogensen, Konradsson og Søndergaard.

Fem scoringer og en storslået indsats af Skjern-stregen, som til slut kunne se holdkammeraten Tandri Mar Konradsson parerer det ene point hjem til vestjyderne.

Opgøret mod RK Zagreb endte uden vindere. 31-31.

Støt vores sponsorer