Riber glæder sig som et lille barn

D. 22-02-2013 kl. 09:58
Riber glæder sig som et lille barn
Jeppe Riber i aktion i Skjern-trøjen.

Jeppe Riber spillede i Skjern i ni år og vender fredag aften for første gang tilbage til de gamle rammer.

Af Kenneth Thygesen

For første gang siden sit skifte til Ribe-Esbjerg HH for halvandet år siden, vender Jeppe Riber fredag aften tilbage til Skjern Bank Arena.

Den 27-årige fløjspiller tilbragte hele ni år i Skjern, før skiftet til fusionsklubben, og derfor er det også en spændt fløjspiller, der venter på comeback.

- Jeg har været syg et par dage, men der skal meget til, før jeg ikke er klar til kamp. Det er en af de kampe, jeg har set mest frem til i sæsonen. Jeg glæder mig som et lille barn til at spille den kamp, siger Jeppe Riber.

Formet mig som menneske og spiller
Jeppe Riber har i sine mange år i Skjern oplevet mange både op- og nedture, men når den scoringssikre fløjspiller tænker tilbage på sin tid i den grønne trøje, er det med et stort smil på læben.

- Skjern har jo betydet utrolig meget for min karriere. Klubben har været med til at forme mig som både spiller og menneske, og derfor bliver det også fantastisk at komme tilbage i de gamle rammer, fortæller Jeppe Riber.

- Der er et stort engagement og en stor energi lige fra ledelsen over Banden (frivillig praktisk gruppe red.) til fans i arenaen. Det er faktisk først, når man forlader klubben, at man som spiller finder ud af, hvor godt man har haft det, fortæller Jeppe Riber.

Jeppe Riber og co. fra Ribe-Esbjerg møder Skjern kl. 18.30 i Skjern Bank Arena.

Støt vores sponsorer