Rutinerede kræfter banede vejen i højdramatisk Skjern-sejr

D. 13-02-2019 kl. 21:17
Rutinerede kræfter banede vejen i højdramatisk Skjern-sejr

 

Kasper Søndergaard, Eivind Tangen og Bjarte Myrhol tog ansvaret på sig, da de grønne vandt i Kolding.

Af Nicklas Thygesen

Fire ligasejre i træk.

Det er de iskolde facts efter onsdagens udekamp i Kolding, som blev en særdeles underholdende og dramatisk rutsjebanetur for gæsterne.

Disciplin, velovervejede og tålmodige angrebssekvenser og Emil Nielsen som sikker sidste skanse på 60 procent i målet forvandlede på otte minutter haluret fra 4-4 til 11-4 i Skjern-favør.

Alt lå i kortene til den tredje storsejr til de grønne i 2019, men to røde kort med ti minutters mellemrum – til henholdsvis Alexander Morsten fra KIF og Jonathan Stenbäcken – tilsat yderligere en håndfuld udvisninger kvalte kampen for et kontinuerligt flow.

En gamechanger og et kampbillede, som hjemmeholdet formåede at udnytte bedst.

Den solide og komfortable Skjern-føring på fem, seks og syv mål skrumpede i takt med at udvisningerne og usikkerheden indtraf.

11 minutter inde i anden halvleg var det foreløbige KIF-comeback fuldendt. 19-18 til hjemmeholdet – men så stemplede højreback-duoen, Tangen og Søndergaard, ind med manér.

To langskudshug og én assist fra den norske VM-sølvvinder gav ro, inden rutinerede Søndergaard fuldførte Tangens forarbejde.

En indbyrdes forståelse, taktisk snilde og en usædvanlig mængde af rutine. Søndergaard-Myrhol samspillet, som set så mange gange før i så mange år, var onsdag aften tilbage med en utrolig effektivitet.

Scoringer og assists fra Søndergaard ind til Myrhol forsikrede enhver af de knap 100 Skjern-fans i Koldinghallerne onsdag aften om, at samarbejdet og rutinen fortsat er ét af vestjydernes allerbedste våben, når presset er størst.

De rutinerede kræfter trak afgørende fra, hvilket udmøntede sig i en sejr på 29-23.
 

Støt vores sponsorer