Sådan er reaktionerne på lodtrækningen

D. 06-12-2011 kl. 18:14
Sådan er reaktionerne på lodtrækningen
Skjern har trukket franske Dunkerque i EHF Cuppens 1/8-finale.

Det blev franske Dunkerque, der kom op af bowlen, da Skjerns modstander i 1/8-finalen i EHF Cuppen i formiddags skulle findes. En udmærket lodtrækning er konklusion fra Skjern-lejren.

Af Kenneth Thygesen

Skjern-træner Veroljub Kosovac, anfører Jesper Jensen og direktør Henning Kjærgaard har i dag alle været på banen med deres reaktion ovenpå formiddagens lodtrækning.

"Det kunne have været værre, men det kunne også have været bedre. Det er en stærk modstander, der har et godt kollektiv. Men det er ikke en umulig opgave for os. Jeg tror, vi med vores offensive forsvar har et godt våben mod Dunkerque," siger cheftræner Kosovac til Dagbladet Ringkøbing/Skjern.

"Jeg synes, det ser spændende ud. Rent geografisk er det rigtig dejligt, vi slipper for endnu en tur til Østeuropa. Så må vi sørge for at vinde så stort på hjemmebane, at vi har en god ballast til returkampen, så vi kan komme et skridt videre," lyder det fra direktør Henning Kjærgaard til samme avis.

"Jeg ved ikke, hvilket niveau, de har lige nu, men umiddelbart lyder det OK. Sidst vi mødte dem, spillede vi nogle gode kampe. Især på udebane. Så det er positivt. Det er vist OK, og det er også en rimelig afstand," siger Jesper Jensen til håndbold.dk.

Ottendedelsfinalerne skal spilles den 11.-12. februar 2012 med returkampe ugen efter.

Støt vores sponsorer