Søndergaard: Den bedste halvleg i sæsonen

D. 30-11-2011 kl. 21:29
Søndergaard: Den bedste halvleg i sæsonen
Kasper Søndergaard scorede syv mål i kampen og blev dermed delt topscorer med Andreas Toudahl.

Skjerns første halvleg med 21 scoringer var den bedste halvleg i sæsonen, mente Kasper Søndergaard, der dog ærgrede sig over Skjerns manglende evne til at lukke kampen.

Af Kenneth Thygesen

Et Skjern-kontrastormvejr blæste fuldstændig Skive omkuld i første halvleg af aftenens kamp i Skjern Bank Arena. I alt blev det til 13 kontrachancer, hvoraf 10 resulterede i scoring.

”Vi spillede en sindssyg god første halvleg, som uden tvivl var den bedste i sæsonen. Forsvaret stod godt, hvilket gav masser af kontramuligheder – og så tillod vi os endda at brænde en del,” sagde Kasper Søndergaard efter kampen til skjernhaandbold.dk.

”I anden halvleg stoppede vi pludselig med at spille efter konceptet. Vi spillede for individuelt og skød efter behag, og det er Kristoffer Lauersen (Skives målmand red.) for god til. Derfor kom de tilbage,” forklarede Kasper Søndergaard.

Skjern-stjernen, der scorede syv gange i opgøret, var dog overordnet tilfreds med kampens resultatet.

”Jeg vil gerne have solgt den for en sejr på seks mål inden kampen, men det er ærgerligt, at vi skal sidde med en lidt træls følelse i kroppen nu,” lød det fra Kasper Søndergaard.

Støt vores sponsorer