Søren Pedersen rundede 100 kampe

D. 08-05-2016 kl. 13:05
Søren Pedersen rundede 100 kampe
Før lørdagens kamp fik Søren Pedersen overrakt blomster af Finn Olesen fra Velux.

Gårsdagens kamp mod Bjerringbro-Silkeborg var Søren Pedersens kamp nummer 100 for Skjern.

Af Lone Jørgensen

Der var ikke kun hæder til Årets Spiller i Skjern Håndbold før kampen mod Bjerringbro-Silkeborg i går. Også en anden vigtig brik på Skjern-holdet, Søren Pedersen, blev hyldet med stående applaus i Skjern Bank Arena, hvor han i går rundede et stort, rundt tal Skjern-trøjen.

- Det er gået hurtigt. Men det er kæmpestort at have spillet 100 kampe i den grønne trøje. Vi har spillet rigtig mange kampe her over de sidste to sæsoner, og jeg håber selvfølgelig på mange flere kampe i klubben. Jeg er hamrende glad for at være her og jeg trives. Også selvom det selvfølgelig har været vanskeligt her i slutspillet, hvor vi ikke har ramt vores topniveau i alle kampe. Men på trods af det håber jeg i hvert fald på minimum 100 kampe mere for grøn, sagde Skjern-keeperen.

Storkamp af Pedersen
I gårsdagens jubilæumskamp diskede han op med 15 redninger og en redningsprocent på 40.

- Det var selvfølgelig dejligt at spille sådan en kamp, og det er altid sjovt at vinde. Selvfølgelig var det specielt, når det nu var min kamp nummer 100, sagde Søren Pedersen, der for snart to år siden kom til klubben fra Mors-Thy Håndbold.

Siden da har han både nået at vinde pokalguld, DM-sølv og EHF Cup-bronze med klubben. I løbet af de to sæsoner i Skjern har han ligeledes fået landsholdsdebut og spillet sine første kampe i Champions League.

Støt vores sponsorer