Sejrsstimen afbrudt efter gyserafslutning

D. 27-02-2019 kl. 23:52
Sejrsstimen afbrudt efter gyserafslutning
Anders Eggert blev Skjern-topscorer med ni mål onsdag aften. 

Vestjyderne tabte terræn i toppen af Herreligaen efter et hæsblæsende opgør i Skanderborg.

Af Nicklas Thygesen

Sejrsstimen stoppede i Skanderborg.

I et vaskeægte drama lykkedes det ikke vestjyderne at udbygge stimen til seks sejre i træk, da Skanderborg Håndbold løb med sejren på 29-28.

25 solide Skjern-minutter
De danske mestre åbnede ellers forrygende i Fælleden.

Med René Rasmussen som kynisk afslutter fra spidse vinkler - blandt andet som følge af Eivind Tangens succesfulde dueller i mand-mand-spillet - og med anfører Myrhol, der var en konstant kilde til uro. 

Tålmodighed, omtanke og en høj udnyttelsesprocent: 14-10 til Skjern fem minutter før pausen.

Men fire skanderborggensiske scoringer i træk i de efterfølgende minutter, som konsekvens af forhastede og ukvalificerede beslutninger, resulterede i en unødvendig smal Skjern-pauseføring på 15-14. 

De berømte marginalers kamp
Værterne hang på, og blev ikke vristet af efter pausen - alt imens Skjern - i fraværet af skadesplagede Thomas Mogensen og Tandri Mar Konradsson - forsøgte alternativer opstillinger i bagkæden med to venstrehænder i form af Tangen og Søndergaard.

En opstilling, der langt hen af vejen var succesfuld, men et par fejlindspil og afbrændere medførte efter 37 minutters spil til den første føring til hjemmeholdet i opgøret. 

Føringsmålet skabte yderligere medvind i sejlene hos hjemmeholdet, der bragte sig foran 22-19 og senere 26-24 - men de unge og rutinerede kræfter hos vestjyderne formåede i flere omgange at kæmpe sig tilbage.

Emil Nielsen steppede op med store redninger efterfulgt af flere kløgtige sekvenser fra Bjarte Myrhol med mål og tilkæmpede straffekast, som Anders Eggert omsatte til mål, hvilket fremtvang spænding til det sidste i Fælleden.

Ti sekunder før tid reddede føromtalte Nielsen en helt fri Jonas Samuelsson ved stillingen 29-28, men tættere på kom Skjern ikke onsdag aften, da hjemmeholdets keeper, Bertram Obling, snuppede det sidste skud få sekunder før slutfløjt.

Skanderborg Håndbold vandt 29-28.

Støt vores sponsorer