Semifinale-stimen blev brudt

D. 11-05-2016 kl. 16:00
Semifinale-stimen blev brudt
 René Rasmussen scorede fire gange i gårsdagens sejr over Team Tvis Holstebro.

For første gang i fire år er Skjern ikke i blandt de fire semifinalister.

Af Nicklas Thygesen

Om ganske få uger skal medaljerne uddeles, DM-titlen overrækkes og de danske mestre hyldes.

For Skjern Håndbolds vedkommende bliver denne ceremoni uden vestjydernes deltagelse.

For første gang i fire år er Skjern Håndbold ikke blandt de fire semifinalister, og det frustrer vestjydernes René Rasmussen.

- Det er utrolig bittert. Vi knyttede os til det sidste håb, der var, men desværre rakte det ikke til en plads i semifinalen. Det er vildt frustrerende. Det kommer til at tage noget tid før vi kommer ovenpå igen, siger René Rasmussen, der scorede fire gange i gårsdagens sejr over Team Tvis Holstebro.

Mens KIF Kolding København, GOG, Team Tvis Holstebro og Bjerringbro-Silkeborg er klar til semifinalerne, så er de grønblusedes sæson langt fra ovre, mener Skjerns højrefløj.

- Vi har en vigtig pokalkamp mod Odder, som simpelthen skal vindes. Det har været en sæson, der har været lige ved og næsten – både i Super Cup, kvartfinalen i pokalturneringen, i Champions League og nu i slutspillet – så vi vil gøre alt for, at slutte af med manér, siger René Rasmussen.

Støt vores sponsorer