Skadesupdate i Skjern: En håndfuld sendt til røntgen

D. 15-09-2017 kl. 15:33
Skadesupdate i Skjern: En håndfuld sendt til røntgen
Værst ser det ud for Emil Nielsen med hensyn til søndagens kamp, vurderer John Bruun. Foto: Steffen Bloch

Den fysiske stab har rigeligt at se til i øjeblikket, hvor flere spillere kæmper mod tiden om at blive klar til søndagens Champions League-kamp.

Af Nicklas Thygesen

John Bruun og Hans Jensen har været på et heftigt stykke overarbejde siden onsdagens hjemmekamp mod Mors-Thy.

De to point kom i hus, men sejren var ikke uden omkostninger.

John Bruun giver herunder sin vurdering af de fem skadede spilleres chance for deltagelse i søndagens Champions League-kamp mod Dinamo Bucuresti.

René Rasmussenskadet i hjemmekampen mod GOG (knæskade)
- Det ser bedre ud dag for dag. Han skal afprøve knæet de kommende dage. Hævelsen er stort set væk. Går det godt til træning og hans egen fornemmelse er god, så er han i spil til søndag. Men hvis han føler sig usikker i styringen af knæet, så er det for farligt.

Kasper Søndergaardskadet til tirsdagens træning (fodskade)
- De næste dage afgører om det er fornuftigt at bringe ham i spil. Han bruger tid på cyklen og skal forsøge at løbe på foden fredag. Han skal kunne deltage i træningen, før han ender på holdkortet.

Emil Nielsenskadet under opvarmning til onsdagens hjemmekamp (fodskade)
- Emil fik taget røntgen af foden kort efter kampen i onsdags, og der var heldigvis intet brud. Jeg anser det ikke for realistisk at Emil kan deltage i weekenden, da han fortsat ikke kan støtte på foden uden smerter.

Anders Eggertudgik med smerter under onsdagens hjemmekamp (achillessenen og baglåret)
- Anders har i perioder haft problemer med achillessenen og baglåret. Senest mod Mors-Thy blev baglåret forværret, så vi forsøger at afpasse belastningen af Anders, så han føler sig fit til søndag.

Bjarke Christensen - udgik med smerter under onsdagens hjemmekamp (smerter i knæskalen)
- Bjarke fik ligeledes taget røntgen af hans smertende knæskal. Der var ingen revner eller brud, så der var tale om et slag med blødning, som gør ondt. Han er formentlig kampklar på søndag.

Støt vores sponsorer