Skadet fløjprofil forlænger: Skjern er min klub

D. 13-06-2018 kl. 17:00
Skadet fløjprofil forlænger: Skjern er min klub
René Rasmussen står noteret for 379 kampe i den grønne trøje. Foto: Steffen Bloch

De danske mestre har forlænget kontrakten med klubmanden René Rasmussen frem til 2021.

I ti sæsoner har han boltret sig på højrefløjen i den grønne trøje – og det syn får Skjern-tilhængerne glæde af i de kommende tre sæsoner.

Årets Spiller i Skjern Håndbold, 28-årige René Rasmussen, har sat sin signatur på en ny forlængelse med vestjyderne.

- Skjern Håndbold er min klub – og sådan vil det altid være. Jeg føler mig hjemme her, og derfor var valget ganske enkelt, siger René Rasmussen.

Kontraktforlængelsen med højrefløjen glæder cheftræner Ole Nørgaard.

- René Rasmussen er et udtryk for Skjern-DNA ́et i sin reneste form. Inden hans uheldige skade har han stort set haft monopol på højrefløjen. En forlængelse er derfor noget, som ligger lige til højrebenet for os.

- Hans betydning på holdet er indiskutabel, og vi er overbevist om, at René er langt fra færdig med at udvikle sig endnu. Vi er super glade for, at vi råder over ham i de kommende tre sæsoner, siger cheftræneren.

I den netop overståede sæson blev René Rasmussen kåret til Årets Spiller i Skjern Håndbold, fik A-landsholdsdebut og blev kåret til All- Star holdet i 888ligaen.

Støt vores sponsorer