Skjern åbnede med sejr

D. 28-01-2014 kl. 21:23
Skjern åbnede med sejr
Glem alt om EM-træthed. Kaptajn Møllgaard viste klassen i Esbjerg med blandt andet 11 scoringer.

Henrik Møllgaard bombede 11 kasser i nettet i Skjern-sejr på 32-27 over Ribe-Esbjerg.

Af Kenneth Thygesen

Skjern Håndbold er tilbage på førstepladsen i Herre Håndbold Ligaen.

Tirsdag aften vandt Skjern 32-27 på udebane over Ribe-Esbjerg i den første ligakamp i 2014, og dermed overtog vestjyderne førstepladsen fra KIF Kolding København, som dog har en kamp i hånden.

Kampens bedste spiller var uden sammenligning Skjern-anfører Henrik Møllgaard, der sammen med klub- og landsholdskammeraten Kasper Søndergaard trodsede EM-træthed og manglende motivation.

De to førte landsholdsspillere førte an i Skjerns offensiv og var blandt hovedårsagerne til, at Skjern vandt anden halvleg med otte mål.

Delvis tilfredshed i lejren
Der var dog ikke kun smil og glæde i Skjerns omklædningsrum efter åbningssejren på anden halvdel af sæsonen. Cheftræner Ole Nørgaard var langt fra tilfreds med indsatsen i første halvleg, som han kaldte "bedrøveligt ringe".

Tilmed måtte Nørgaard midt i første halvleg se Daniel Svensson forlade banen med en forstrækning. Svensson tog plads ved siden af en anden skadet profil, stregspilleren Thomas Klitgaard, der så hele kampen fra bænken.

I fraværet af Thomas Klitgaard var Frederik Børm ene mand på stregen, og den chance lod han ikke glippe. Forsvarsstyrmanden spillede en forrygende kamp med blandt andet seks mål på seks forsøg og et tilkæmpet straffekast.

10 gode minutter
Skjern-sejren kom i hus på ti gode minutter i anden halvleg, hvor Skjern med Møllgaard og Børm i front satte værterne på plads.

Efter en kummerlig første halvleg, hvor især forsvaret ikke ramte et forventeligt niveau, tog Skjern-spillerne ansvar efter pausen og satte værterne på plads.

Ribe-Esbjergs pauseføring på 18-16 blev hentet på halvandet minut, og herefter stod der Skjern på det hele. Det var blot et spørgsmål om tid, før defensiven fik fat i de fintestærke Ribe-Esbjerg-spillere.

Klar til tropbrag
Det fik Børm og co. midtvejs i anden halvleg, og med tre mål i træk, der gav Skjern en føring på 28-24, var der ikke længere den store tvivl om, hvordan pointene skulle fordeles.

De to point landede i Skjern-lejren på sikker vis, og med sejren på 32-27 er Skjern nu klar til topbraget på lørdag mod KIF Kolding København.

 

Støt vores sponsorer