Skjern Bank Showband

D. 13-02-2013 kl. 11:30
Skjern Bank Showband

Lørdag kan du opleve Skjern Bank Show Band i den runde hal i Herning.

Hal B i Herning har tidligere lagt bane til nogle fantastiske dramaer i Skjern Håndbolds historie, og lørdag sker det formentlig igen, når Skjern Håndbold møder Aalborg Håndbold i Håndboldligaen.

Til denne kamp, har Skjern Håndbold hyret et showband til at give kampen lidt ekstra kolorit, og da truppen er nydeligt klædt på af hovedsponsor Skjern Bank, har gruppen fået navnet SKJERN BANK SHOWBAND til denne event.

Inspiration fra amerikanske showbands
Rikke og Michael fra Skjern Bank Showband, fortæller her lidt om hvad de er for en gruppe, og hvad vi kan forvente os: 

”Vi er ca. 20-35 personer fra Struer, Århus, Ølgod og det meste af Midtjylland, der spiller til forskellige events ca. 5 gange årligt - alt fra håndboldkampe til flash mobs”.

”Musikken, vi spiller, er blandet, men med inspiration fra amerikanske showbands. Koreografien, som benyttes til forskellige events, er lavet af bandet selv og er vores helt egen," udtaler Skjern Bank Showband.

”Vores filosofi er, at showbandet kan tilpasse sig til enhver event. Vi skaber fest, farve, glæde og viser nye sider af hvordan musik skal opleves."

Bandet havde deres debut i Jyske Bank Boxen i Herning i november måned, da BSV spillede mod Skjern Håndbold.

Skjern Bank Showband kan opleves i Hal B i Herning på lørdag efter 1. divisionskampen mellem HC Midtjylland og Odder.  

Støt vores sponsorer