Skjern bankede Århus i sidste test

D. 23-01-2014 kl. 19:45
Skjern bankede Århus i sidste test
Alexander Nielsen var en af Skjerns bedste i sejren over Århus.

Alexander Nielsen var storskydende med ni mål, da Skjern torsdag aften vandt 33-26 over Århus i den sidste testkamp, inden det går løs i ligaen.

Af Kenneth Thygesen

Om fem dage starter anden halvdel af sæsonen, når Skjern Håndbold på udebane møder Ribe-Esbjerg HH.

Som forberedelse til turneringsstarten spillede Skjern torsdag aften den sidste testkamp, inden det for alvor går løs.

I Hammel Idrætscenter mødte Skjern ligakonkurrenter fra Århus Håndbold, og det var vestjyderne, der trak sig sejrrigt ud af den kamp.

Skjern vandt testkampen 33-26 efter pauseføring på 15-8.

Stærk første halvleg afgjorde kampen
Skjern var uden Rasmus Boysen, Jesper Dahl og de EM-aktuelle Henrik Møllgaard og Kasper Søndergaard, mens Århus spillede uden Rune Ohm, Nikolaj Veje Rasmussen, Pelle Larsen og Kasper Olsen. 

Derfor rokerede de to cheftrænere flittigt rundt for at få kabalerne til at gå op. 

Efter en lige start fik midterblokken med Thomas Klitgaard og Frederik Børm godt fat i Skjerns defensiv, og det gav Tim Winkler gode arbejdsbetingelser i målet.

Århus formåede ikke at skabe plads, og det, som kom forbi, pillede Winkler nemt. I den anden ende var Skjern modsat effektive, og derfor gik Skjern fra 8-5 til pauseføring på 15-8.

Alexander tordnede løs
Fra anden halvlegs start tog Alexander Nielsen dirigentstokken og kanonerede de fire første Skjern-mål i nettet. Højrebacken var - sammen med Lasse Mikkelsen på midten - særdeles skudfarlig kampen igennem og leverede en flot indsats.

Niveauet og koncentrationen faldt mod slutningen af kampen i begge lejre, men Skjern fastholdte den store føring og hentede dermed en stensikker sejr.

Målscorere for Skjern:
Alexander Nielsen 9, Lasse Mikkelsen 7, Daniel Svensson 4, Morten Balling 3, René Rasmussen 3, Frederik Børm 3, Thomas Klitgaard 2 og Bjarke Christensen 2.

Målscorere for Århus:
Henrik Hansen 6, Mads Lind 6, Mikkel Saad 5, Nikolaj Schytt 4, Jannick Mazur 2, Marco Botin 2 og Frederik Krarup 1.

Støt vores sponsorer