Skjern cruisede sig videre i Europa

D. 03-12-2011 kl. 19:00
Skjern cruisede sig videre i Europa
Skjern er klar til næste runde af EHF Cuppen.

I en kedelig og tam affære i Ukraine sikrede Skjern Håndbold sig lørdag eftermiddag videre avancement i EHF Cuppen. Hjemmeholdet fra Dinamo-Poltava vandt godt nok kampen 26-21, men Skjern er samlet videre med sikre 54-47. Claus Møller Jakobsen og Thomas Klitgaard delte topscorerværdigheden med hver fire mål.

Af Kenneth Thygesen

Inden afrejsen til Ukraine fredag morgen havde Skjern-truppen frygtet det værste med udsigt til returkamp i en ukendt østeuropæisk håndboldhal.

Heldigvis for Skjern var der ikke meget saft og kraft i det ukrainske hjemmehold eller for den sags skyld den ukrainske hjemmebane, der blot havde plads til 500 tilskuere.

Manglende intensitet
Kampen igennem havde Skjern-keeperne ikke de mange vante redninger i målet, og det hæmmede vestjydernes spil.

Dinamo-Poltava var derfor dominerende i første halvleg og bragte sig i front 6-4 og senere 11-9, før Skjern forlangte timeout. Det gav et par grønne scoringer i træk, og så kunne de to hold gå til pause ved stillingen 13-13 efter en første halvleg, hvor Skjern spillede tålmodigt og rutineret, men uden den fornødne intensitet og nerve.

Samlet sejr aldrig i fare
I anden halvleg kæmpede ukrainerne fortsat for at slå hul til Skjern, men vestjyderne var for stærke. Et par dumme Skjern-udvisninger i træk gav dog ukrainerne en hjælpende hånd, og så rykkede værterne fra 18-17 til 23-17.

Det blev dog ikke til mere end en føring på seks mål, og i de sidste små ti minutter fik Morten Vium, Bjarke Christensen og Phillip Holm alle deres europæiske debut for Skjern.

Kampen sluttede med en ukrainsk sejr på 26-21, og Skjern er dermed videre til fjerde runde med en samlet sejr på 54-47.

Der er lodtrækning til næste runde på tirsdag.

Støt vores sponsorer