Skjern delte i sidste test

D. 29-01-2013 kl. 22:24
Skjern delte i sidste test
Kristian Gjessings højre arm lynede og bankede bolden i kassen syv gange, da han og holdkammeraterne spillede 30-30 mod Mors-Thy Håndbold.  

320 tilskuere så tirsdag aften Skjern spille 30-30 mod Mors-Thy i den sidste test inden Final4.

Af Simon Dahl

Inden opgøret blev skudt i gang, var der blomster til de to VM-sølvvindere Kasper Søndergaard og Henrik Møllgaard fra samarbejdsklubben Blaabjerg HK.

De mange tilskuere fik dog ikke Henrik Møllgaard at se i aktion, da han blev sparet, mens Kasper Søndergaard kun var på banen i det første kvarter.

Der var han til gengæld med at sikre Skjern en føring på 5-2. Den blev dog forvandlet til en Mors-Thy føring med fem scoringer i streg af Jan Paulsens tropper.

Selvsamme Mors-mandskab var i teten gennem det meste første halvleg, men Skjern fik dog kontakt, og derfor var stillingen 14-14 ved pausetid.

Nok engang kom Ole Nørgaards tropper bedst fra land, og bragte sig i front 17-15, samtidigt med der var et glædeligt gensyn med Andres Toudahl, der gjorde comeback efter mere end fem måneders skadespause.

Morsingboerne svarede dog igen, og var gennem det meste af anden halvleg i front med 4-5 mål.

Fem minutter før tid blev gardinet dog lukket ned hos Kristoffer Laursen, og da Morten Vium på et vip udlignede til 30-30 var der stor jubel blandt de 320 tilskuere.

Kampen i tal:

Skjern Håndbold – Mors-Thy Håndbold 30-30 (14-14)

Målscorer Skjern Håndbold:
Kristian Gjessing 7, Bjarke Christensen 7, Thomas Klitgaard 4, René Rasmussen 3, Claus Møller Jakobsen 3, Morten Vium 2, Jacob Østergaard 2 og Jesper Jensen 2.

Topscorer Mors-Thy Håndbold:
Morten Balling 10 mål.

Tilskuertal: 320 i Outrup Idrætscenter.

Støt vores sponsorer