Skjern er i DM-finalen

D. 24-05-2015 kl. 16:45
Skjern er i DM-finalen
 Søren Pedersen spillede igen en stærk kamp for sit hold.

Efter 21-21 i eftermiddagens DM-semifinale mod Bjerringbro-Silkeborg er Skjern nu sikret en plads i denne sæsons DM-finale.

Af Lone Jørgensen

For tredje gang i klubbens historie skal Skjern spille om DM-guld.

Det blev en realitet, efter at holdet i eftermiddags spillede uafgjort mod Bjerringbro-Silkeborg i den anden og afgørende DM-semifinale.

Den første kamp mellem de to hold sluttede med en Skjern-sejr på 31-25, og dermed vandt vestjyderne samlet med 52-46 over de to kampe.

- Jeg er meget tilfreds med den måde, vi fik kampen afviklet på i dag. Vi var i fuld kontrol hele kampen igennem, så på alle leder og kanter kan jeg ikke sætte en finger på vores spil i dag, sagde en tilfreds Ole Nørgaard ovenpå kampen.

Finalepladsen aldrig i fare
Han kunne se de to hold følges ad nærmest fra start til slut, og Skjerns DM-finaleplads var derfor aldrig i fare.

I målet stod Søren Pedersen en flot kamp, mens medspillerne på den anden side af målfeltet stod en stærk forsvarskamp.

- BSV lavede blot 21 mål mod os, og man kan sige, hvis de så skulle vinde med syv, krævede det, at vi ikke scorede særlig mange mål. Jeg følte, at vi havde fint styr på vores defensiv, sagde Skjern-træneren.

I den anden ende bidrog stort set alle Skjern-spillere til flot grønt angrebsspil, der konstant svarede igen, når det lykkedes hjemmeholdet at passere Søren Pedersen, der endte med hele 16 redninger i kampen.

- Vi spillede med en god tålmodighed, og derfor løb vi ikke ind i særlig mange fejl. Vi vidste, at hvis vi kunne få det angrebsspil, som vi har fungeret med i lang tid, til at gå op i en højere enhed, så ville BSV ikke kunne hente os, sagde Ole Nørgaard.

Søndergaard tilbage for Skjern
Ud over finalepladsen bød kampen i Silkeborg også på et glædeligt gensyn med Kasper Søndergaard, der var tilbage for Skjern efter sin rygskade.

Forhåbentlig får vi ham igen at se, når Skjern i den kommende uge skal spille DM-finale mod KIF Kolding København.

Den første kamp spilles på hjemmebane i MCH Messecenter Herning torsdag d. 28. maj kl. 21:00.

Støt vores sponsorer