Skjern er i EHF Final4!

D. 19-04-2015 kl. 19:08
Skjern er i EHF Final4!
 Skjern kunne igen juble efter et nervepirrende opgør, der endte bedst for vestjyderne.

Efter et vaskeægte drama på 60 minutter spillede Skjern sig i eftermiddag videre til EHF Final4, da holdet samlet besejrede Melsungen på flest udebanemål.

Af Lone Jørgensen

Skjern leverede i eftermiddags et historisk resultat i den tyske by, Kassel, hvor holdet spillede returopgør i EHF Cup kvartfinalen.

Selvom vestjyderne tabte 28-23 til det tyske Bundesligahold MT Melsungen var resultatet lige præcis nok til at spille sig i EHF Final4, der spilles i Berlin d. 16. og 17. maj.

Videre på trods af skidt start
Skjern vandt samlet på flest scorede udebanemål efter en helt lige målscore på 48-48 efter de to opgør. Men det holdt hårdt efter en skidt start fra Skjern-mandskabet.

- Vi troede, at vi var klar fra start, men vi blev blæst fuldstændig ud af banen de første ti minutter. Men vi sled os tilbage og resten af kampen spillede vi uafgjort med dem. Sådan en præstation er virkelig imponerende, sagde Skjern-anfører Henrik Møllgaard efter kampen, hvor hele holdet kæmpede benhårdt.

Han stod selv for fem af Skjerns scoringer og blev sammen med Morten Balling og Lasse Mikkelsen topscorer for vestjyderne.

I den anden ende leverede Kristoffer Laursen igen en indsats ud over det sædvanlige, og han var således flere gange afgørende for Skjern.

Storhold venter i Berlin
Holdet skal nu repræsentere Danmark ved det forestående Final4, hvor Skjern enten kan møde HSV Hamburg, Gorenje Velenje eller de tidligere puljemodstandere og Final4-værter, Füchse Berlin.

- Det er fuldstændig sindssygt, at vi skal derned, og vi er rigtig glade, for vi har virkelig været opsatte på det her. Det holdt hårdt i dag, og at vi skulle trække spændingen ud til sidste sekund var måske lige rigeligt, sagde Skjern-anføreren, der sammen med holdkammeraterne først kunne juble i allersidste sekund.

Ved stillingen 28-23 fik hjemmeholdet frikast, og tiden løb ud. Heldigvis blev afslutningen skudt direkte i Skjern-paraderne og vestjydernes vilde jubel brød løs.

Allerede på tirsdag får holdet sat navn på semifinalemodstanderen i EHF Final4, når der er lodtrækning til finalerunden.

Støt vores sponsorer