Skjern er i pokalfinalen!

D. 28-03-2015 kl. 16:39
Skjern er i pokalfinalen!
Fem mål af Nikolaj Markussen var blandt andet med til at sende Skjern i pokalfinalen.

Efter en stærk spillet anden halvleg af Skjern, formåede holdet at vinde 26-23 over de regerende pokalmestre fra KIF Kolding København, og en fortjent plads i pokalfinalen er nu en realitet.

Af Lone Jørgensen

I morgen venter en af de helt store kampe for Skjern. Pokalfinalen 2015.

Det er en realitet, efter at vestjyderne i eftermiddag sled sig til en flot og fortjent sejr over KIF Kolding København, der i sidste uge vandt grundspillet i Boxer Herreligaen suverænt.

Skjern-mandskabet fik ellers ikke en ønskestart på pokalsemifinalen, hvor Skjern nærmest i hele første halvleg hang bagefter sydjyderne.

- Vores første halvleg var ikke prangende, var Skjern-træner Ole Nørgaards korte konklusion på de første 30 minutter, der nok heller ikke går i historiebøgerne i Vestjylland.

30 gode minutter var nok
Anden halvleg er derimod en helt anden historie.

Efter pausen lignende Skjern-mandksabet nemlig et hold, der både havde fået tanket op på det defensive brændstof, mens sigtekornet i den anden ende også var blevet finpudset.

- I starten af halvlegen bliver det lidt en byttehandel, men efter noget tid bliver det hårdt for Kolding, at de skal slide for tingene, mens vi begynder at lykkes bedre med vores spil, sagde Nørgaard.

Efter 47 minutter bragte Lasse Mikkelsen, der især i anden halvleg tog flot ansvar i angrebsspillet, for første gang i kampen Skjern i front.

Med 13 minutter tilbage var stillingen således 21-20 og kampen var igen helt åben, selvom mange nok i pausen ville have forudsagt en sikker KIF-sejr.

Stærk defensiv var afgørende
Skjern-holdet ville det anderledes. En mildt sagt fantastisk Skjern-defensiv åbnede op for kontramaskinen, ligesom det lignede, at selvtilliden og troen på sejr også steg et par grader.

- Vi vidste godt, at vi kunne skrue endnu mere op i begge ender, og det gjorde vi. Vi slog til på det rigtige tidspunkt, og vi var gode til at spille disciplinerede, sagde Nørgaard, der kunne se sit hold spille sig til en plads i pokalfinalen ved at afgøre tingene i de sidste minutter.

- Vi var kolde, da det hele skulle afgøres, sagde Skjern-træneren, der især havde ros til Skjern-defensiven i de sidste 30 minutter.

Skjern spiller pokalfinale i morgen kl. 16:10. Modstanderen bliver enten Aalborg Håndbold elelr Team Tvis Holstebro.

Husk at få købt billet til kampen! Det kan du gøre via Final4’s hjemmeside.

 

Støt vores sponsorer