Skjern er klar til Final4

D. 06-11-2012 kl. 20:21
Skjern er klar til Final4
Skjern er i pokalsemifinalen efter sejr over BSV.

En defensiv indsats af højeste klasse i første halvleg var hovedårsagen til, at Skjern indløste billet til Final4-stævnet efter sejr på 26-21 over BSV. Claus Møller topscorer med seks mål.

Af Kenneth Thygesen

30 minutters opvisning i forsvars- og målmandsspil sikrede Skjern en af efterårets vigtigste sejre.

DM-sølvvinderne fra Bjerringbro-Silkborg (BSV) løb tirsdag aften ind i et Skjern-mandskab, der i de første 30 minutter knuste de midtjyske gæster. Defensiven med en storspillende Tim Winkler i målet var ganske enkelt fremragende, og det var hovedårsagen til, at Skjern sikrede sig en plads i pokalturneringens Final4 efter en sejr på 26-21.

11 minutter uden BSV-scoring
Inden tirsdagens pokalbrag havde Skjern-anfører Jesper Jensen meldt ud, at krigerindstillingen og viljen skulle frem i Skjern-spillerne, hvis BSV skulle besejres.

I første halvleg blev anførerens ord blev gjort til virkelighed, idet Skjern-mandskabet viste forsvars- og målmandsspil af højeste kaliber. BSV-spillerne kunne ikke bryde igennem den defensive Skjern-mur med målmand Tim Winkler som hjørnesten.

Det tog BSV knap 11 minutter at score det første mål, og der havde Skjern allerede scoret seks gange. Føringen blev udbygget til 10-2 og senere til pauseføring 15-6 efter en halvleg, hvor Skjern scorede syv mål i kontrafasen.

Skjern klar til Final4
Ni-målsføringen ved pausen passede det veloplagte publikum i Skjern Bank Arena, som dog i løbet af anden halvleg blev smånervøse. Gæsterne fra BSV spillede med højere tempo, mens Skjern havde svært ved at finde første halvlegs rytme.

Især Rasmus Lauge og Mads Ø. Nielsen var skarpe for gæsterne, der reducerede til 20-16 og senere 22-19, før Skjern trak afgørende fra og sikrede sig den afgørende sejr.

Skjern vandt kampen 26-21 og er dermed klar til Final4-stævnet, der spilles 2. og 3. februar.

Aalborg er ligesom Skjern klar til semifinalen, mens de øvrige kvartfinaler mellem Århus-GOG og Skanderborg-HØJ ikke er spillet endnu.

Støt vores sponsorer