Skjern Håndbold får egen hjertestarter

D. 04-11-2011 kl. 14:13
Skjern Håndbold får egen hjertestarter

Skjern Håndbolds Anette Aarup Skyttegaard og Torben Skovsgaard sammen med René K. Bartholin fra Cardia Europe.

Udenfor banen gør Skjern Håndbold nu noget for at holde liv i medarbejderne, og hvem der ellers kunne have brug for det.

Klubbens hovedkontor på Østergade 40 har netop købt en hjertestarter, der er sat op i vindfanget i indgangspartiet.
Her hænger den så, og skal forhåbentlig aldrig bruges.

Men hvis der skulle ske noget med personalet eller forbipasserende på Østergade, så er den der.
”Alle må bruge den, også efter lukketid. Så må vi tage med, at vinduet i døren bliver ødelagt,” lyder det fra salgschef Torben Skovsgaard.

Hjertestarteren er af mærket Cardia, og Cardia Europe er netop blevet storsponsor i Skjern Håndbold.

Det faktum er selvfølgelig medvirkende til, at Skjern Håndbold nu kan bryste sig af at have en hjertestarter hængende. 

”Det er naturligt at vi går forrest, og det samtidig er en god sag,” siger Torben Skovsgaard.

Når en virksomhed som Cardia Europe engagerer sig i Skjern Håndbold, så er det blandt andet for at benytte sig af det store netværk, der knytter sig til klubben.

I Vestjylland er der langt mellem hospitalerne, så behovet for hjertestartere er stort, og Cardia håber på at kunne øge omsætningen i området.

For personalet på kontoret rummer hjertestarteren et andet perspektiv – tryghed. Man ved aldrig, hvornår ulykken er ude, og det er aldrig forventet.

”Nu har vi hjælpen lige i nærheden, hvis det bliver aktuelt,” fortæller Anette Aarup Skyttegaard, der er salgskonsulent i Skjern Håndbold. 

Medarbejderne har fået en grundig instruktion i, hvordan hjertestarteren bruges. Men det bliver forhåbentlig aldrig aktuelt. 

”Men nu ved vi præcis, hvad det er, vi skal gøre,” siger Annette Aarup Skyttegaard. 

Klippet fra Ringkøbing-Skjern Dagblad

Skulle du have interesse i en hjertestarter fra Cardia, kan Torben Skovsgaard kontaktes på tlf. 20181139 

 

Støt vores sponsorer