Skjern har solgt rekordmange sæsonkort

D. 04-09-2018 kl. 12:15
Skjern har solgt rekordmange sæsonkort
Rekordmange Skjern-fans har købt sæsonkort til denne sæson. 

Dagen før sæsonens første hjemmekamp kan vestjyderne stolt meddele om en rekord i antallet af solgte sæsonkort.

De danske mestre har oplevet kolossal interesse for den indeværende sæson.

Over 1300 sæsonkort er langet over disken – en stigning på 15 procent sammenlignet med forrige sæson.

Ud af de rekordmange sæsonkort kommer størstedelen fra gentegning af eksisterende sæsonkortholdere, mens nye kunder langvejsfra ligeledes har købt fast plads til hjemmebanekampene i Skjern Bank Arena.

- Vi har oplevet meget stor loyalitet fra nuværende kunder, men der bliver ved med at komme nye til. Folk fra bl.a. Skælskør, Esbjerg og Thyborøn har allerede sikret sig en fast plads i Skjern Bank Arena, og det siger alt om interessen, siger event- og marketingschef, Helle Gidsel.

- Jeg tror endda på, at vi kommer til at sælge endnu flere, når de store Champions League-kampe nærmer sig, og vi begynder titelforsvaret af det danske mesterskab på hjemmebane, siger Helle Gidsel.

Skjern Håndbold spiller den første hjemmekamp i sæsonen i morgen aften kl.19.30, hvor Mors-Thy Håndbold kommer på besøg.

Støt vores sponsorer