Skjern kom tilbage på sejrskurs

D. 02-11-2017 kl. 20:52
Skjern kom tilbage på sejrskurs
Christoffer Cichosz gjorde en flot figur på stregen med fire mål til følge, da Skjern besejrede Nordsjælland. Foto: Steffen Bloch

20 minutters god håndbold fra hjemmeholdets side var nok til to point, da Nordsjælland Håndbold gæstede Skjern Bank Arena torsdag aften. 

Af Nicklas Thygesen

Skjern Håndbold er fortsat ubesejret på hjemmebane i denne sæson. 

Efter tre resultatmæssige udsving i de forgange uger kom de grønblusede tilbage på sejrskurs, da brødrene Dahl og Nordsjælland vendte vejen forbi det vestjyske. 

Ustyrlige Ivanisevic 
De to point kom i hus grundet solidt spil i den sidste tredjedel af kampen, hvor Jonathan Stenbäcken i den grad solgte sig dyrt i fraværet af skadesramte Kasper Søndergaard. 

Men inden svenskeren spillede sig op, så skulle hjemmeholdet og de 2387 fremmødte i Skjern Bank Arena prise sig lykkeligt over vestjydernes serbiske islæt i målet. 

Tibor Ivanisevic lukkede af, da han midt i første halvleg blev skiftet ind. Helt af. 

Med undtagelse af to straffekastscoringer, så indkasserede serberen blot ét enkelt mål ind i det etablerede angrebsspil i første halvleg. Ivanisevic gik til pause med en redningsprocent på svimlende 73 procent, og havde ufattelig stor andel i, at gæsterne ikke var i front med adskillige mål ved pausen.

Topscorer-Stenbäcken assisterede flot i Søndergaard-fravær

Tilbage til føromtalte Jonathan Stenbäcken. Fraværet af Kasper Søndergaards mange kvaliteter var indiskutabelt, hvor flow, tempo og en håndfuld spilsystemer besværliggjorde manglen af den rutinerede venstrehåndsskytte. 

Men Stenbäcken gjorde sit ypperste, solgte sig dyrt gentagende gange på udvendig back, og havde sidste hånd på syv Skjern-scoringer - heraf fem i de sidste 25 minutter af opgøret. 

Sammen med landsmændene Olsson og Konradsson fandt Stenbäcken de tilstrækkelige midler frem i torsdagens kamp, hvorfor de grønne hev endnu en hjemmesejr i hus i 888ligaen.

Vestjyderne vandt 31-27 over Nordsjælland Håndbold. 

Støt vores sponsorer