Skjern kravlede op på andenpladsen

D. 07-11-2019 kl. 22:27
Skjern kravlede op på andenpladsen
Det holdt hårdt i Helsingør torsdag aften, men Skjern-mandskabet trak fra til slut. Foto: Steffen Bloch

Vestjyderne hentede sent torsdag aften den fjerde ligasejr i træk.

Af Nicklas Thygesen

Formkurven går kun én for vej Patrekur Johanneson og Claus Hansens vestjyske drenge i øjeblikket.

Torsdag aften blev Nordsjælland Håndbold besejret for sjette gang i træk med cifrene 31-25.

En sejr, som sendte de grønne op på andenpladsen i Primo Tours Ligaen.

Trak fra i to omgange
Vestjyderne kom buldrende fra start, og bragte sig via store redninger fra Björgvin Gustavsson og en kynisk kontrafase foran med 9-2. 

En føring, der blev fastholdt til pausen, hvor vestjyderne førte 16-11.

Men så var begge mandskaber som forvandlede i de efterfølgende 15-20 minutter. Gæsterne med uprovokerede fejl og langsommeligt angrebsspil, mens værterne havde markant lettere ved at tilspille sig store chancer.

Konsekvens: 12 minutter før tid udlignede den tidligere Skjern-spiller Jesper Dahl til 23-23.

Men så trak vestjyderne fra på ny.

Et par smarte aktioner fra Jesper Konradsson med mål, assists og tilkæmpede straffekast, to norske drøn fra Eivind Tangen og et par gode redninger fra Robin Haug medvirkede til fornyet Skjern-kontrol i Helsingør, som Skjern-topscorer Elvar Jónsson afgjorde med sin femte scoring til slutresultatet 31-25. 

Støt vores sponsorer