Skjern missede førstepladsen

D. 18-12-2013 kl. 20:25
Skjern missede førstepladsen
Lasse Mikkelsen og Kasper Søndergaard kæmpede, men tingene ville ikke lykkes onsdag aften i Aarhus.

Skjern Håndbold tabte 29-24 på udebane til Århus og missede dermed ligaens førsteplads.

Af Kenneth Thygesen

I september blev Århus Håndbold knust med 15 mål i Skjern Bank Arena.

Tre måneder senere tog aarhusianerne revanche, da de onsdag aften besejrede et formstærkt Skjern-mandskab med cifrene 29-24.

Skjern kom med tre sejre i træk og kunne med endnu en sejr overtage førstepladsen fra KIF Kolding København. Det skete dog ikke. Vestjyderne var langt fra skarpe nok i hverken forsvar eller angreb og løb derfor ind i et uventet nederlag.

Offensive problemer
Den aarhusianske sejr var der dog efter kampen ikke meget at sige til. Erik Veje Rasmussens mandskab gik opportunistisk til opgaven, og hjemmeholdet var kyniske, når Skjern fejlede. Og det gjorde vestjyderne alt for ofte onsdag aften.

Skjern-mandskabet var uden en reel højre fløj, idet en syg René Rasmussen måtte blive hjemme i Skjern, mens Jesper Dahl sad bag bænken med krykker på grund af sin korsbåndsskade.

Det hæmmede Skjerns angrebsspil, der var uden den vante rytme. Cheftræner Ole Nørgaard forsøgte sig med et 4:2-spil og med Kasper Søndergaard på fløjen, men det blev aldrig den store succes i hverken første eller anden halvleg.

Den onde ånd
Efter en lige første halvleg med pausestillingen 12-12 trak Århus fra efter 35 minutter. Godt hjulpet på vej af et rødt kort til Claus Møller Jakobsen efter tre udvisninger rykkede Århus fra 15-15 til 18-15.

Skjern fik reduceret til både minus et og to mål, men Skjerns evige, onde ånd, Århus-keeper Jan "Tromle" Nielsen, stod gang på gang i vejen for et vestjysk comeback.

Jan Nielsens redninger sparkede de over 4.000 tilskuere i NRGi Arena op ad sæderne, og med deres støtte i ryggen øgede aarhusianerne føringen mod slutningen af kampen.

Tabte terræn i toppen
Med otte minutter tilbage var Skjern dog blot bagud med fire mål, men alligevel virkede et comeback ganske umuligt. Århus havde fat i Skjern i alle spillets facetter, og derfor kom Skjern aldrig i nærheden af sejren.

Med nederlaget på 29-24 forbliver Skjern på andenpladsen i ligaen med et point op til KIF Kolding København og et point ned til Aalborg på tredjepladsen.

Støt vores sponsorer