Skjern rejste sig i SønderjyskE

D. 05-02-2013 kl. 19:55
Skjern rejste sig i SønderjyskE
Jesper Jensen og co. fra Skjern havde styr på SønderjyskE i forårspremieren.

Skjern viste moral af højeste kaliber ved at vinde 33-30 over SønderjyskE i forårspremieren blot 48 timer efter pokalfinalenederlaget. En storspillende Kasper Søndergaard blev topscorer med ti mål.

Af Kenneth Thygesen

Søndag aften gled pokaltitlen ud af hænderne på Skjern-spillerne, der skuffede og trætte måtte forlade Final4-stævnet i Aarhus med en mat sølvmedalje.

Men blot 48 timer senere viste vestjyderne hvorfor, at de er med i den absolutte top i dansk håndbold. Skjern-spillerne trodsede skuffelse og skavanker og vandt 33-30 på udebane over SønderjyskE, der er i besiddelse af en af ligaens stærkeste hjemmebaner.

Kontrashow af Skjern
Fra første fløjt var der fart over feltet hos Skjern-spillerne, der med en stærk redningsmand og kontraiscenesætter i Tim Winkler pløjede sønderjyderne ned i kampens indledning.

Angrebsspillet var timet og tilrettelagt, og i defensiven havde Skjern ikke de store vanskeligheder, hvorfor et kontrastærkt Skjern-hold førte 12-6 efter et kvarter.

Pauseføring på tre mål
SønderjyskE fik dog hul på bylden midt i første halvleg, og med fire mål i træk blev 12-6 til 12-10. Gæsterne havde ikke problemer med at tilspille sig chancer, men i flere omgange blev åbne chancer brændt, ligesom sønderjyderne fandt løsningen på Skjerns kompakte 6:0-forsvar.

Anfører Jesper Jensen fik dog styr på angrebstropperne før pausen, og så kunne Skjern gå til pause med en føring på 16-13.

Laursen lukkede ned
Trods 11 redninger fra Tim Winkler i første halvleg blev Kristoffer Laursen sendt i målet fra anden halvlegs start – og det var en klog beslutning.

Målmanden nuppede 11 bolde efter pausen, men ikke desto mindre hang sønderjyderne fortsat på. Det skyldtes ikke mindst en vestjysk ineffektivitet foran mål, hvor første halvlegs scenarie med åbne brændte chancer fortsatte.

Lignede en sikker sejr
Skjern var i front 27-23 efter 45 minutters spil, og da en fremragende Kasper Søndergaard tordnede sit tiende mål i kassen til 31-26 efter 50 minutter lignede det en sikker Skjern-sejr.

Sønderjyderne kom dog uventet tilbage og med en ny fire-målsstime, stod der pludselig 31-30 på måltavlen med blot tre minutter igen.

Skjern fastholder tredjepladsen
Heldigvis for Skjern kanonerede Lasse Mikkelsen kuglen i hjørnet til 32-30, og kort efter lukkede Morten Vium opgøret til 33-30.

Med premieresejren på 33-30 fastholder Skjern tredjepladsen i ligaen.

Støt vores sponsorer