Skjern tabte betydningsløs kamp

D. 25-04-2015 kl. 16:47
Skjern tabte betydningsløs kamp
Ole Nørgaard fik i eftermiddagens kamp givet spilletid til holdets unge spillere.

Skjern løb i eftermiddag ind i et nederlag på 29-23 i holdets sidste puljekamp i slutspillet. Vestjyderne ender på en andenplads i puljen.

Af Lone Jørgensen

Århus Håndbold var modstander i eftermiddagens kamp, der langt hen ad vejen præg af, at ingen af de to mandskaber havde andet end æren at spille for.

Træner Nørgaard benyttede kampen til at give nogle af de unge kræfter chancen. Derfor tog spillere som Henrik Møllgaard og Thomas Klitgaard plads på bænken fra start. Der blev de siddende hele kampen.

- Der er nogle spillere, som vi har trukket store veksler på igennem lang tid, og derfor benyttede jeg lejligheden til at give dem en pause i dag, sagde Nørgaard efter kampen.

Unge talenter fik chancen
Det gav plads til masser af unge spillere på banen. Blandt andet var der debut til den 21-årige venstrefløj, Simon Opstrup.

- Man kan sige, at vi brugte kampen i dag til talentudvikling, og det var en stor opgave, de unge var på, for Århus er et godt hold. Men det er i de her kampe, vi skal gøre det, forklarede Skjern-træneren.

Skjern var fint med i kampen i de første minutter. Til pausen lød stillingen på 14-13, og kort inde i anden halvleg kom Skjern ved hjælp af tre hurtige mål fra Bjarke Christensen foran med 16-15.

Få minutter senere stod der 19-19 på måltavlen, og herefter begyndte østjyderne at trække fra på måltavlen.

Nederlag glemt hurtigt
Det sluttede som bekendt 29-23 i Århus-favør, men Skjern-træneren er dog ikke nervøs for, at det rammer holdet på selvtilliden forud for en række vigtige kampe.

- Kampen får ingen betydning for den selvtillid, vi har opbygget gennem de seneste måneder, og jeg tror, at resultatet af den her kamp er glemt, inden vi går hjem i dag. De unge fik lidt erfaring med på vejen, og vi fik sparet nogle spillere, sluttede Skjern-træneren.

Skjern slutter på en andenplads i pulje 1 og skal møde vinderen af pulje 2 i semifinalen.

Den afgøres i morgen aften, når Aalborg Håndbold og Bjerringbro-Silkeborg mødes i kampen om førstepladsen i den anden slutspilspulje.

Skjerns første semifinale spilles søndag d. 10. maj kl. 14:00.

Støt vores sponsorer