Skjern tabte den første DM-finale

D. 28-05-2015 kl. 23:27
Skjern tabte den første DM-finale
Ole Nørgaard og Skjern måtte her til aften indkassere et nederlag på seks mål.

KIF Kolding København tog her til aften en sejr på 30-24 med hjem efter en kamp, hvor Skjern-holdet aldrig fandt fandt den rigtige rytme.

Af Lone Jørgensen

Der var lagt op til et brag af en DM-finale i MCH Messecenter Herning, hvor over 4000 tilskuere i aften var med til at sætte sæsonrekord på hjemmebane.

Men desværre blev DM-finalen aldrig rigtig til det brag, man havde håbet på.

Fusionsholdet tog allerede fra kampens start føringen, som de holdt fast i resten af kampen, mens det aldrig for alvor lykkedes Skjern-holdet at finde det storspil frem, som holdet ellers har vist i størstedelen af forårets kampe.

Kolding spillede en fremragende kamp
- Vi ramte ikke dagen i dag. Det gjorde Kolding til gengæld. De spillede en fremragende kamp. Især Kim Andersson og Kasper Hvidt leverede virkelig spil af høj karat, sagde Ole Nørgaard, der vurderede, at de to KIF-profiler var forskellen på de to duellerende mandskaber.

Netop Kasper Hvidt fik allerede fra start lidt for godt fat i målet. Skjern-spillerne kom gang på gang til gode afslutninger, men havde svært ved at passere den storspillende keeper.

- Vi kan ikke gøre andet end at lette på hatten for det målmandsspil, han leverede i dag. Det betød, at vi nogle gange pressede vores afslutninger lidt for meget, sagde Skjern-træneren.

Andersson i hopla
I den anden ende gjorde Kim Andersson det svært for Skjern-defensiven, da han kampen igennem viste, hvorfor han med rette bliver kaldt for en af verdens bedste håndboldspillere.

Hvis ikke han bragte holdkammeraterne til chancer, sendte han selv bolden afsted, og desværre for Skjern lykkedes stort set alt for den svenske profil.

Med et kvarter tilbage af kampen så det virkelig sort ud for vestjyderne, da holdet kom bagud med ti mål.

Svensson tog ansvar
Men især Daniel Svensson, der udviste fantastisk ansvar og endda lykkedes med at sende en bold i mål, der røg lige mellem den ellers så storspillende Kasper Hvidts ben, var med til at sørge for, at udeholdets føring blev reduceret.

- Vi var frustrerede over, at vi ikke kunne få tingene til at køre. Men på trods af, at vi hang så langt bagefter, faldt vi ikke fra hinanden. Vi forsøgte alligevel at holde stringens i tingene, og selvom vi havde store problemer med at udføre tingene, vil jeg gerne rose spillerne for, at de hele vejen igennem viste høj moral, uanset hvad der stod på måltavlen, sluttede Nørgaard.

Returopgøret i Brøndby spilles søndag d. 31. maj kl. 20:00.

Støt vores sponsorer