Skjern tabte knebent til KIF

D. 22-01-2013 kl. 21:05
Skjern tabte knebent til KIF
Trods en pauseføring på 17-13 måtte Skjern acceptere et nederlag på 28-27 til KIF Kolding.  

Skjern førte i 53 minutter, men måtte i sidste ende se sig besejret af KIF Kolding, da de to klubber krydsede klinger i Grinsted tirsdag aften.

Af Simon Dahl

Der var lagt op til fest da samarbejdsklubben Grindsted havde inviteret til gilde med over 150 mennesker til spisning og ca. 650 tilskuer på lægterne i MAGION i Grindsted.

De mange tilskuere kunne i kampens indledning se et Skjern-mandskab, anført af en sprudlende kontramaskine, i teten, som kastede en 8-5 føring af sig efter godt ti minutters spil.

Den føring blev holdt hele første halvleg, hvor cheftræner Ole Nørgaard eksperimenterede med et offensivt 4:2-forsvar med de to fløjspiller Morten Vium og Bjarke Christensen liggende fremme og stresse koldingenserne.

Samtidigt var Claus Møller en evig trussel i det etablerede angrebsspil, hvorfor Skjern kunne nyde the-pausen i front 17-13.

Grus i angrebs-maskineriet
Mens der i kampens første 30 minutter blev lavet masser af Skjern-mål, måtte de rødklædte vestjyder kæmpe anderledes hårdt for det efter pausen, hvor Kolding fik bedre fat, om end de ikke kom helt op før kampens slutning.

Da haluret rundede 50 minutter var Skjern fortsat i front 23-21, men to hurtige Kolding-kasser gav balance regnskabet ved 23-23.

Mod slutningen blev Jesper Jensen og Claus Møller Jakobsen sendt på bænken til et tiltræng hvil, hvilket betød flere unge spiller fik chancen.

Desværre kunne de ikke modstå Kolding-trykket, der sendt dem i front for første gang i opgøret ved 27-26, som banede vejen for en sejr på 28-27 til KIF Kolding København.

Skjern-KIF Kolding i tal

Skjern Håndbold – KIF Kolding 27-28 (17-13)

Målscorer for Skjern Håndbold:
Claus Møller Jakobsen 7, Bjarke Christensen 5, Jacob Østergaard 5, Morten Vium 4, René Rasmussen 3 og Jesper Jensen 3.
Tilskuertal: Ca. 650 i MAGION, Grindsted

Støt vores sponsorer