Skjern tabte pokalfinalen

D. 03-02-2013 kl. 18:01
Skjern tabte pokalfinalen
Efter en tæt pokalfinale måtte Skjern se sig slået 27-26.

Århus løb med pokalen efter en sejr på 27-26. Henrik Møllgaard blev pokalfighter og topscorer med ni mål.

Af Kenneth Thygesen

For sjette gang i klubbens historie var Skjern i pokalfinalen, men i et medrivende drama i Aarhus, træk værterne det længste strå med en sejr på 27-26.

Kampen igennem bølgede føringerne frem og tilbage, og afgørelsen faldt således også i de døende sekunder, da Århus' Jan Nielsen ved stillingen 27-26 reddede en Skjern-afslutning.

Skjern et skridt efter
Indledningsvist var det aarhusianerne, der var i førersædet. Århus' playmaker Henrik Hansen viste topklasse og satte i flere omgange Skjerns defensive midtzone på overarbejde. Samtidig havde Jan Nielsen fat i Århus-målet, og så førte hjemmeholdet både 7-4 og 10-7.

Skjern kæmpede sig flere gange tilbage med en sprudlende Henrik Møllgaard i spidsen, der lavede fem mål i første halvleg, men det var alligevel Århus, der gik til pause med en føring på 14-13.

Flot comeback
Føringen blev udbygget til 15-13 efter pausen, før Skjern med fire scoringer i træk bragte sig i front 17-15. De grønblusede havde overtaget, men desværre for vestjyderne blev det afgørende hul ikke slået.

Derfor blev de sidste 20 minutter - ligesom i pokalsemifinalen mod Aalborg - en periode med skiftende føringer.

Spændende afslutning
Fem minutter før tid udlignede Henrik Møllgaard til 25-25, men to hurtige scoringer af hjemmeholdet afgjorde affæren. Skjern fik dog udlignet til 27-26, men i det sidste angreb lykkedes det ikke gæsterne at score, hvorfor Århus løb af med sejren.

Dermed blev Århus Håndbold pokalmestre 2013.

 

Støt vores sponsorer