Skjern tilbage på førstepladsen i Champions League

D. 05-11-2017 kl. 19:01
Skjern tilbage på førstepladsen i Champions League
Gabor Csaszar og Jesper Konradsson i infight søndag aften. Foto: Steffen Bloch

Vestjyderne løb de schweiziske mestre over ende i anden halvleg, og snuppede to vigtige point i Gruppe C. 

Af Nicklas Thygesen

Smilet er i den grad tilbage på Skjern-spillernes læber.

Søndag eftermiddag tog de danske vicemestre revanche fra udekampen i Schweiz for tre uger siden, og leverede en sublim indsats foran rekordpublikummet i Skjern Bank Arena. 

Brandvarme Emil snuppede halvdelen
Hovedårsagen til den komfortable ti-målssejr var 20-årige Emil Nielsen.

Det store danske målmandstalent pillede pynten af de schweiziske skytter 16 gange i kampen, og sluttede opgøret med en redningsprocent på 50 procent. 

Læg dertil en giftig vestjysk kontrafase oveni hatten med René Rasmussen, Anders Eggert og Bjarte Myrhol som afsluttere, og måske vigtigst af alt; en tilbagevendt Kasper Søndergaard i spilhumør, ja, så blev Gabor Csazsar og kompagni løbet over ende i anden halvleg.

Søndergaards tilbagevenden på højreback betød alverden for vestjydernes angrebsspil. Det efterlyste flow og brede spil i torsdagens hjemmekamp mod Nordsjælland var tilbage med Søndergaard som afslutter og assistsspiller, hvilket især faldt i god jord hos René Rasmussen.

14 minutter før tid udnyttede Rasmussen en af Søndergaards mange assists, klaskede bolden op i trekantssammenføjningen, knyttede næven og udbrød i jubel. Det afgørende hul var slået, og så slog Schauffhausen op i banen.

Store kontrachancer og scoringer i tomt mål fyldte kampbilledet i de sidste ti minutter, hvor Skjern fortsatte med at køre på.

Schauffhausen blev besejret med 32-22 - og udover at Skjern er tilbage på førstepladsen i Gruppe C, så er vestjyderne også bedre indbyrdes end gæsterne. 

Støt vores sponsorer