Skjern tog det første stik i vanvittigt drama

D. 11-05-2017 kl. 23:18
Skjern tog det første stik i vanvittigt drama
Efter 54 minutters spil havde René Rasmussen endnu sin første afslutning til gode. Højrefløjen bevarede dog køligheden i slutfasen, og bankede to bolde i kassen, da presset var allerstørst. 

Et forrygende comeback sikrede de grønblusede det første sæt i semifinale-dysten mod Ribe-Esbjerg.

Af Nicklas Thygesen

Sikke et drama. Sikke et hjemmepublikum!

Skjern Håndbolds finaledrømme lever i allerbedste velgående. 

Ole Nørgaards vestjyske tropper var ellers bagud, hang efter og kæmpede for livet i Skjern Bank Arena torsdag aften i en kamp, hvor Ribe-Esbjerg stod med alle esserne på hånden ti minutter før lukketid.

Pedersen gjorde det igen
Jan Leslies undertippede drenge fra fiskerbyen var i boldbesiddelse med en tremålsføring i hænderne ti minutter før tid og lignede længe et mandskab, der var på vej mod en udesejr. 

Tremålsforspringet var skabt på baggrund af et vellykket syv-mod-seks spil samt en 43-årig keeper ved navn Søren Haagen, som virkelig leverede storspil i Esbjerg-målet. 

I de sidste ti minutter var rollerne dog byttet om. Søren Pedersen overtog spotlightet - ligesom tilfældet var i gysersejren over GOG - mens Ole Nørgaard med stor succes praktiserede et angrebsspil med syv markspillere. 

Fløjkollegaerne tog ansvar
Overtalsspillet skabte rum og plads på vestjyderne fløje, som kampen igennem ikke havde fået meget at arbejde med - hvilket ifølge Kasper Søndergaard skyldtes et meget velorganiseret Ribe-Esbjerg forsvar. 

Tilbage til fløjparret René Rasmussen og Bjarke Christensen. I 53, ja næsten 54 minutter, havde de to Skjern-fløje ikke svunget harpikskuglen i retningen af Søren Haagens mål. 

Men da presset var størst, leverede Rasmussen og Christensen på allerøverste hylde. Først med en reducering til 22-23, dernæst med en udligning til 24-24 inden René Rasmussen halvanden minut før tid bragte Skjern foran 25-24. 

Høj klasse af de to Skjern-fløje, som sammen med Kasper Søndergaard og Søren Pedersen tog ansvaret på skuldrene i slutfasen.

Sidstnævnte pillede skuddet fra Lukas Karlsson ét minut før tid, hvorefter Markus Olsson satte trumf på comebacket med torsdagens sidste scoring til slutresultatet 26-24. 

Støt vores sponsorer