Skjern tog første stik

D. 10-05-2015 kl. 16:33
Skjern tog første stik
Lasse Mikkelsen blev Skjern-topscorer med syv mål i den første DM-semifinale.

Den første af Skjerns to DM-semifinaler endte med en overbevisende og fortjent Skjern-sejr på 31-25.

Af Lone Jørgensen

Skjern tog i dag et godt og vigtigt udgangspunkt i kampen om at spille sig i DM-finalen, da hele 3843 tilskuere i Herning, kunne se hjemmeholdet vinde en sikker sejr mod Bjerringbro-Silkeborg.

Kampen startede ud med masser af intensitet. Uden for banen sørgede de mange tilskuere, hvoraf flere hundrede var medrejsende BSV-fans, for en flot kulisse og en formidabel stemning under hele kampen.

Inde på banen sørgede to meget tændte og formstærke mandskaber for, at der også inden for banens linjer var masser af intensitet i samtlige 60 minutter.

Tænding fra første fløjt
Allerede i løbet af det første kvarter, hvor det med 8-8 stadig var helt lige på måltavlen, havde både Michael Knudsen og Thomas Klitgaard bogstaveligt talt fået en smagsprøve af den tænding, der også ventede resten af kampen og bestemt ikke blev mindre undervejs.

De to stregprofiler løb ind i henholdsvis et flækket øjenbryn og en blodtud, men ingen af de to fightere lod sig slå ud.

Med ti minutter tilbage af første halvleg var den uafgjorte stilling byttet ud med en BSV-føring på 10-8, og det fik Skjern-træner Ole Nørgaard til at forlange time out.

Redninger og hurtige mål
Kampafbrydelsen viste dig mest fordelagtigt for hjemmeholdet, der kort tid efter fik bragt sig på 12-10 efter blandt andet et par vigtige redninger af Søren Pedersen i målet, der kunne sende holdkammeraterne mod nemme mål i den modsatte ende.

Skjern gik til pause med en føring på 14-11 efter en seværdig første halvleg, der i den grad var en DM-semfinale værdig.

Dét fortsatte i anden halvleg, hvor udeholdet i de første minutter stadig hang på.

Landsholdsklasse
Med knap 20 minutter tilbage af kampen besluttede Markussen og Møllgaard sig dog for, at føringen skulle udbygges. De to landsholdspillere viste landsholdsklasse og var sammen med blandt andre indskiftede Kristoffer Laursen stærkt medvirkende til, at den grønne føring øgedes i takt med, at minutterne løb.

Efter de 60 minutter stod Skjern helt fortjent tilbage med sejren efter en stærk kamp over hele banen, og holdet sikrede sig altså et godkendt udgangspunkt forud for returopgøret om to uger.

Støt vores sponsorer