Skjern videre i pokalturneringen

D. 05-05-2015 kl. 21:24
Skjern videre i pokalturneringen
Lasse Mikkelsen blev topscorer med fem mål i aftenens sejr.

Uden at overstrenge sig vandt Skjern her til aften en storsejr på 31-12 over Team Haderslev.

Af Lone Jørgensen

Skjern er kvalificeret til 1/8-finalen i landspokalturneringen, efter at holdet i aften tog en sikker sejr med hjem fra Haderslev.

Efter de første ti minutter lød stillingen på 4-2 i Skjern-favør. Derefter forsvandt spændingen hurtigt ud af kampen, der tydeligt viste klasseforskel på DM-semifinalisterne og 3. divisionsholdet.

- Vi skulle på ingen måde overanstrenge os i dag, og vi fik den sejr, vi kom herned efter, sagde Skjern-træneren efter kampen.

Masser af Skjern-mål
Pausestillingen lød på 14-6 til Skjern, og et kvarter inde i anden halvleg havde vestjyderne allerede passeret hjemmeholdets keeper 10 gange.

Måltavlen viste derfor 24-8 efter 45 minutter, og Skjerns sejr var på intet tidspunkt i nærheden af at være i fare, selvom hverken hjemmeholdet eller dets tilskuere lagde sig ned.

Da slutfløjtet lød, stod der 31-12 på måltavlen, hvor hele 11 af Skjerns markspillere bidrog til den grønne målfest med blandt andet masser af kontramål.

Ser frem mod DM-semifinalen
- Vi fik alle spillere i kamp i dag, og nu ser frem mod weekenden, sagde Ole Nørgaard, der henviste til den vigtige DM-semifinale mod Bjerringbro-Silkeborg, der spilles på søndag.

Med aftenens sejr er Skjern med i bowlen, når der d. 20. maj trækkes lod til 1/8-finalerne i landspokalturneringen.

Støt vores sponsorer