Skjern videre til kvartfinalerne

D. 16-09-2020 kl. 21:30
Skjern videre til kvartfinalerne
Stor jubel i omklædningsrummet få øjeblikke efter sejren. 

De grønblusede er klar til kvartfinalerne efter en udesejr på 33-27 over SønderjyskE.

Af Kristian Bro

Skjern Håndbold er klar til kvartfinalerne i pokalturneringen.

Vestjyderne viste onsdag aften stor klasse, tog revanche efter ligapremieren for et par uger siden og sendte SønderjyskE ud af pokalen.

Hjemmeholdet fra SønderjyskE kom ellers bedst fra start, og kom hurtigt foran med tre mål - men Skjern-holdet fik hurtigt kæmpet sig tilbage i kampen. 

Efter 16 minutter bragte Anders Eggert de grønne foran for første gang i kampen - og derfra så de sig ikke tilbage.

Kom flyvende ud fra pausen
Skjern-mandskabet satte et tårnhøjt tempo i starten af anden halvleg - et tempo, som hjemmeholdet fra Sønderborg ikke kunne følge med, og efter tre minutter i anden halvleg måtte Jan Pylick forlange timeout. 

Vestjydernes pauseføring på 18-16 blev på bare fire minutter øget til 23-16. En kæmpe mavepuster til hjemmeholdet, som ikke formåede at kæmpe sig tilbage i opgøret.

Specielt Jørgen Rasmussen, Eivind Tangen, Elvar Jónsson spillede en stor kamp, og scorede tilsammen 18 mål - mens Svend Rughave i den grad fortsatte de flotte takter i mellem stængerne.

Rughave blev fortjent kåret til Man of the Match.

Støt vores sponsorer