Skjern vil levere bedre

D. 30-05-2015 kl. 07:30
Skjern vil levere bedre
Lasse Mikkelsen i kampen mod KIF Kolding København.

Hverken angrebspillet eller defensiven lykkedes for Skjern i torsdagens DM-finale. Det skal der rettes op på i morgen.

Af Lone Jørgensen

Mens KIF Kolding København havde held med nærmest alt det, de foretog sig i den første DM-finale, så det anderledes ud for de ellers så formstærke vestjyder.

Afslutningerne blev pillet af Kasper Hvidt og i den anden ende kom KIF-spillerne for nemt til målene.

Skal fungere bedre som hold
Hvis Skjern skal holde liv i håbet om DM-guld, skal spillet forbedres til de to DM-finalisters kommende opgør.

- Det, vi leverede i torsdags, var noget af det dårligste, vi har leveret i lang tid, og det var på alle fronter. Vi skal fungere bedre som hold, og så skal der være flere, der rammer dagen, forudser Skjern-playmaker Lasse Mikkelsen forud for den afgørende DM-finale i morgen.

Han tror dog stadig på, at Skjern kan levere en overraskelse i Brøndby.

- Vi har stadig en chance, og den skal vi selvfølgelig gå efter. Vi har ikke noget at tabe, så nu tager vi til Brøndby for at se, om vi kan drille Kolding, forklarer Mikkelsen.

Vi har troen på det
KIF Kolding København har et forspring på seks mål, idet de vandt den første DM-finale med 30-24.

Lasse Mikkelsen hæfter sig ved, at det blot er en lille uge siden, fusionsklubben var ved at sætte netop et seksmåls forspring over styr i DM-semifinalen.

- Aalborg tog til returkamp på Koldings hjemmebane med det samme udgangspunkt, som vi har, og de var altså meget tæt på snyde dem. Så hvorfor skulle vi ikke kunne gøre det samme? Vi har i hvert fald troen på det, og vi har altså vundet over dem tidligere, så vi går efter den mulighed, der er, siger Mikkelsen.

Kamptidspunkt:
KIF Kolding København - Skjern Håndbold spilles søndag den 31. maj kl. 20:00 i TREFOR Arena, Brøndby.

TV:
Kampen vises direkte på TV2 Sport

Opdateringer:
- Liveupdates på Skjern Håndbolds Twitter
- Halvleg/fuldtid på Skjern Håndbolds Facebook
- Skjern Håndbolds App
- Liveupdates på www.boxerligaerne.dk

Støt vores sponsorer